Lisbet Dahl rørt til tårer

Revyparret Lise Baastrup og Jacob Dahl har sagt ja til hinanden efter halvandet års forlovelse. Svigermor Lisbet Dahl var rørt til tårer

Lise Baastrup har delt scenen i Cirkusrevyen med blandt andre Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard og sin svigermor, Lisbet Dahl. Lise Baastrup er ikke kun kendt fra scenen på Dyrehavsbakken, men også fra tv-serier som 'Rita' og 'Hjørdis'. (Arkivfoto).
Lise Baastrup har delt scenen i Cirkusrevyen med blandt andre Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard og sin svigermor, Lisbet Dahl. Lise Baastrup er ikke kun kendt fra scenen på Dyrehavsbakken, men også fra tv-serier som "Rita" og "Hjørdis". (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Bryllupsklokkerne kimer for den 38-årige skuespillerinde Lise Baastrup og den 55-årige forestillingsleder Jacob Dahl.

Parret har netop giftet sig i Budolfi Kirke i Aalborg.

Det skriver Se og Hør og Billed-Bladet, som er til stede ved vielsen.

- Det var smukt, lyder det samstemmigt fra brudeparret ifølge Se og Hør.

Det efterlod Lise Baastrups celebre svigermor, Lisbet Dahl, rørt.

- Der blev tudet de rigtige tårer, siger Lise Baastrup til Se og Hør.

Blandt gæsterne er også Badehotellet-stjernen Amalie Dollerup og hendes skuespillermand, Andreas Jebro, komikeren Omar Marzouk og designeren Lasse Spangenberg, som også har kreeret brudekjolen.

Mødtes i 2017

Brudeparret mødte hinanden i 2017, da Lise Baastrup spillede med i Cirkusrevyen, hvor Jacob Dahl var forestillingsleder. Han er søn af revydronningen Lisbet Dahl, som også var revyens instruktør dengang.

Lise Baastrup har spillet over for flere af sin nye ægtemands familiemedlemmer. Jacob Dahls mor, Lisbet Dahl, har både instrueret og spillet med i Cirkusrevyen. Og da Lise Baastrup spillede med i musicalen 'Midt om natten', var det sammen med en anden af Lisbet Dahls sønner, nemlig Gustav Wolter. (Arkivfoto).
Lise Baastrup har spillet over for flere af sin nye ægtemands familiemedlemmer. Jacob Dahls mor, Lisbet Dahl, har både instrueret og spillet med i Cirkusrevyen. Og da Lise Baastrup spillede med i musicalen "Midt om natten", var det sammen med en anden af Lisbet Dahls sønner, nemlig Gustav Wolter. (Arkivfoto).

I 2019 blev Lise Baastrup og Jacob Dahl forældre datteren Laura. Jacob Dahl har i forvejen to større sønner fra et tidligere forhold.

Lille Laura har allerede har smagt på revylivet.

Begge hendes forældre var nemlig involveret i Cirkusrevyen et par måneder efter hendes fødsel.

Et godt match

Lise Baastrup har tidligere fortalt Billed-Bladet, hvorfor hun og Jacob Dahl er et godt match.

- Vi er ikke modsætninger - vi er faktisk meget ens. Vi har de samme værdier, samme humor, samme tempo og et højt energiniveau. Så vi passer rigtig godt sammen, sagde hun til bladet.

Hun afslørede forlovelsen i november 2020, hvor hun lagde et billede af sin forlovelsesring på Instagram og skrev, at hun havde sagt ja til sit livs kærlighed.

På grund af coronapandemien var det svært for parret at få en bryllupsdato i kalenderen.

Det lykkedes så lørdag den 2. april 2022.

Powered by Labrador CMS