Lise Rønne måtte trække bremsen

Lise Rønne er tilbage på skærmen som vært på det nye program "Forræder". For et halvt år siden måtte hun hakke bremsen i og sagde op som forlagsredaktør

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er efterhånden ved at være længe siden, at seerne har set noget til Lise Rønne.

Men når kalenderen rammer 28. juli, vender den erfarne tv-vært tilbage til skærmen.

Her er der nemlig premiere på TV 2's nye underholdningsformat "Forræder", hvor 18 kendte ansigter skal lege sig gennem et krimimysterium.

Og den mulighed kom på det helt rigtige tidspunkt. For Lise Rønne har savnet at lege.

Livet skal være sjovt

- Voksenlivet bliver hurtigt så kontrolleret, og alvoren skal nok trænge sig på.

- Derfor er det vigtigt, at vi insisterer på legen og det sjove, og det var noget, jeg savnede, da jeg blev kontaktet om det her program: at huske på, at livet også skal være sjov og ballade, siger tv-værten.

Sidste år sagde hun ja til drømmejobbet som redaktør på forlaget Gyldendal.

Men i februar endte hun med at hakke bremsen i, fordi tempoet viste sig at være alt, alt for højt til, at det var bæredygtig for hende selv og hendes omgivelser.

Lise Rønne springer endnu en gang ud i værtsrollen - denne gang i det nye underholdsningprogram 'Forræder'. - Den helt ærlige udgave er, at jeg bare synes, det er det fedeste program. Det minder ikke om noget, jeg har lavet før, men det endte med at være noget af det sjoveste, jeg nogensinde har lavet, siger hun.
Lise Rønne springer endnu en gang ud i værtsrollen - denne gang i det nye underholdsningprogram "Forræder". - Den helt ærlige udgave er, at jeg bare synes, det er det fedeste program. Det minder ikke om noget, jeg har lavet før, men det endte med at være noget af det sjoveste, jeg nogensinde har lavet, siger hun.

Savnede tid med sig selv

Så Lise Rønne sagde op. Med en god portion ærgrelse, men uden den mindste tvivl.

- Faktisk var det ret let for mig. Jeg følte helt konkret, at jeg stod med en vægt. På den ene vægtskål lå det her fantastiske job og kolleger, som jeg holdt meget af.

- På den anden vægtskål lå alle de drømme, jeg havde, og alt det, jeg savnede: bedre tid med alle de mennesker, jeg holder af. Tid til mig selv. Ro i mit hoved. Pauser. Friheden fra hele tiden at skulle præstere og have alt i et skema. Friheden til spontanitet og plads til leg, siger hun.

Sociale medier stjæler tiden

Og med den erkendelse i baghovedet, var der ikke andet for end at vinke farvel til det, der på papiret var drømmejobbet.

Men friheden er heller ikke meget værd, hvis ikke der er tid til at nyde den. Og Lise Rønne har også måttet sande, at de sociale medier har været en kæmpe tidsrøver for hende.

Så hun slettede Facebook og Instagram på sin telefon fra den ene dag til den anden efter en årelang flirt med tanken om at gøre det og efter adskillige forfejlede forsøg på at dosere sit forbrug.

Søger ind i sig selv

- Jeg har sluppet det ydre blik på mig selv, som jeg tror, vi let får i en tid, hvor vi har vænnet os til at vise os selv og vores liv frem. Det er faktisk ret fedt at læse en bog uden absolut at skulle fortælle hele verden om det.

- Jeg har ligesom trukket blikket ind i mig selv, jeg skal ikke iscenesættes, og helt konkret kommer det også til udtryk ved, at jeg, for første gang i mit voksenliv, sjældent har make-up på. Det kan lyde skørt eller banalt, men det giver mig faktisk en følelse af at tage kontrollen, siger den garvede tv-vært.

Snarlig premiere

Tempoet forsøger hun stadig at holde lavt, men arbejdslivet er hun altså ved at tage hul på igen.

I første omgang som vært på "Forræder", der har premiere 28. juli på TV 2. Blandt deltagerne er konditor Mette Blomsterberg, bokser Sarah Mahfoud og skuespiller Johannes Nymark.

Lise Rønne er vært på 'Forræder' og har tidligere stået i spidsen for 'X Factor'. Hun har desuden læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og været forlagsredaktør på Gyldendal.
Lise Rønne er vært på "Forræder" og har tidligere stået i spidsen for "X Factor". Hun har desuden læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og været forlagsredaktør på Gyldendal.

BLÅ BOG OM LISE RØNNE

* Lise Rønne er født den 1. november 1978, opvokset i Viborg og har en bachelorgrad i medievidenskab fra Aarhus Universitet.

* Seerne kunne første gang opleve hende i fjernsynet, da hun som 23-årig blev vært på ungdomsprogrammet "Boogie".

* I 2008 debuterede hun som X Factor-vært og stod i spidsen for underholdningsshowet frem til 2012. I 2021 var hun tilbage for en kort bemærkning som barselsvikar for Sofie Linde.

* Lise Rønne begyndte i 2019 på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Tre år senere blev hun ansat som redaktør på forlaget Gyldendal. Her var hun frem til 1. februar i år.

* Hun vender tilbage som tv-vært, når TV 2 den 28. juli har premiere på et nyt underholdningsformat med titlen "Forræder".

* Hun er kæreste med Mikkel Lucas Overby, som hun har tre børn sammen med.

null
Powered by Labrador CMS