-Livet er mere end hvad der kan måles

Hver eneste dag står fire midaldrende gymnasielærere foran ungdommens eufori.

De længes efter at slippe selvkontrollen og beslutter sig for at afprøve den norske filosof Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt – den halve promille, der afholder en fra at give sig 100 procent.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er afsættet i Thomas Vintersbergs biografaktuelle film, “Druk”, hvori Lars Ranthe spiller musiklæreren Peter, der har det svært med det der med damerne.

Skårderuds teori er ægte – og besnærende, mener skuespilleren.

– De fleste ved, at hjertet åbner sig, og sanserne bliver skarpere, når man har fået to øl og en snaps, siger Lars Ranthe.

– Det er et fantastisk sted, et sangvinsk sted. Vi stopper med at kigge på os selv udefra og bliver mere lyttende og risikovillige. Det er der noget utroligt smukt i – også set i lyset af den, tid vi lever i, som på mange måder er enormt hurtig og restriktiv.

Har altid spillet roller

Lars Ranthe blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1998, men har med egne ord været det hele livet.

Det har været en måde at frisætte sig selv på – lidt ligesom den halve promille gør det i Finn Skårderuds teori.

– Helt fra jeg var lille, har jeg spillet roller. Det er nemmere for mig at være andre, for så kan jeg få sagt alt det, Lars ikke tør, fortæller han.

– I alle kulturer til alle tider har masken været en måde at sætte sig selv fri på. Sådan er det også som skuespiller, siger han og uddyber:

– Privat kan man godt gå rundt og være enormt forfængelig og tænke over, hvad andre synes. Så der er noget utroligt befriende i at få lov til at lege, at man er en anden. Jeg tror måske, at jeg er blevet et mere modigt menneske af at have øvet mig gennem nogle andre personer.

Mærke blodet rulle

Man er nødt til at finde et sted, man kan slå gækken løs og mærke blodet rulle, siger han.

– Man skejer ud – når man er ung i hvert fald. Det kan man jo ikke blive ved med, når man er voksen og har fået børn og sådan noget. Så kan man jo ikke gå i byen fredag, lørdag, søndag. Det bliver patetisk, og så er man nødt til at finde nogle andre ting. Gå til jitterbug, tage Spandex på og køre mountainbike eller drikke sig pattestiv en gang imellem, siger han.

– Jo ældre jeg bliver, jo mere taknemmelig er jeg over, at jeg har været så heldig at havne et sted, hvor jeg kan få lov at gakke ud, og at der er nogle, der værdsætter det – og at jeg kan leve af det! Det er et mirakel!

En ultrafin balancegang

Inden optagelserne gik i gang, samlede skuespillerne – Lars Ranthe, Mads Mikkelsen, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen – sig til en række prøver for at øve sig i at spille fulde – en ultrafin balancegang mellem kunst og karikatur.

De drak – naturligvis – ikke under optagelserne. Men Lars Ranthe tog en Underberg en gang imellem for at få smagen i munden – lignende gjorde han også under indspilningen af “Dirch”, hvor han portrætterede skuespilleren Kjeld Petersen.

– Krop og sind husker. Kroppen reagerer på smagen af alkohol, og så begynder sindet at stemme sig efter det, siger han.

– Ligesom hvis man serverer punch til en ungdomsfest, og der i virkeligheden kun er sodavand i, men de tror, at de bliver megafulde.

Har ramt sin midtvejskrise

Der er langt fra ungdomsfester til mænd i midtlivskrise, som filmen portrætterer.

Selv har Lars Ranthe ramt sin.

For to år siden mistede han sin far. Året efter fyldte skuespilleren 50 år og stod som den ældste han i flokken med en statistisk erkendelse af, at der er en tredjedel tilbage af livet.

– Det er 30 år siden, jeg gik ud af gymnasiet, og det var altså i forgårs, siger han og regner lidt på det:

– Bliver man 75, er det godt klaret, og det er altså kun om 25 år.

Det fik Lars Ranthe til at tage sit liv op til revision, og en række eksistentielle spørgsmål ramte ham: Er jeg glad? Er jeg der nok for min kone og mine børn?

– Jeg gik til psykolog – også fordi min far var død. Jeg stod i en eksistentiel prøvelse, men en fin prøvelse, for der var ting, jeg var nødt til at forholde mig til: Hvad har jeg egentligt lyst til?

Vi skal turde

Det har været en interessant rejse, fortæller han.

– I stedet for at have billedet af, at det snart er slut, fik jeg et stort mod og en stor lyst. Som ung er der hele tiden nye bjerge at bestige. Men gennem arbejdet med psykologen fandt jeg ud af, at der ude i horisonten venter nogle sneklædte, høje tinder af visdom og indsigt, siger han.

– Der ligger også en ro i ikke at skulle bekræftes hele tiden og erobre verden, men bare være. Jeg er på vej videre. Mod noget nyt, som ikke går lige så hurtigt, og som jeg ikke skal bruge lige så mange muskler på. Jeg tror, man kommer lidt tilbage til en tilstand af at opleve mere intenst.

Det er blandt budskaberne i “Druk”, mener skuespilleren.

– Livet er mere, end hvad der kan måles, siger han og fortsætter:

– Vi skal turde være modige, turde tage chancer og turde sige ja til uforudsigeligheden, festen, dansen, musikken og kærligheden, som vi ikke må glemme i det her selvoptagede arbejdsræs, hvor alt skal være perfekt og målbart.

“Druk” er i høj grad en hyldest til livet.

Påvirkede os enormt

Kort inde i optagelserne mistede instruktør Thomas Vinterberg sin 19-årige datter, Ida, i en bilulykke.

Optagelserne blev indstillet, men i Idas ånd besluttede Thomas Vinterberg at færdiggøre filmen.

Den er dedikeret til hende.

– Det påvirkede os ekstremt. Det var meget, meget voldsomt, og vi var i totalt chok. Vi blev utroligt rørte, da Thomas kom og fortalte om sine bevæggrunde. Selvfølgelig var der en ærefrygt, men den fortog sig lynhurtigt i et åbent, sorgbart, kærligt og respektfuldt arbejdsmiljø, siger Lars Ranthe.

– Thomas var selvfølgelig i dyb sorg – en sorg, der aldrig kommer til at gå væk – men han åbnede sit hjerte og sit sind mod os, mod Ida og mod livet. Det stimlede vi sammen om. Det var en meget rørende og smuk gestus, som var stor at få lov at være en del af.

• -Grænseoverskridende at spille fuld
• Forrygende spillefilm om en forfærdelig opvækst