L.O.C. sagde stop og skrev så kæmpehit
Rapperen L.O.C. væltede landet med nummeret "Frk. Escobar", der blev skrevet, da han holdt op med at drikke.
Den dansk-irske rapper Liam O’Connor startede karrieren tilbage i 1995 og har stået bag stribevis af hits siden.
Selv har han et særligt forhold til et af sine numre, der den dag i dag markerer et vigtigt skifte i hans musik.
Artiklen fortsætter under videoen
Hvilken sang er din bedste?
– Det må nok være “Frk. Escobar”. Den har nogle sætninger, som jeg i dag ikke ville bruge, og hvor jeg godt kan tænke, at det er fedt, men hvorfor har jeg skrevet det?
– Teknikmæssigt synes jeg, at jeg har ramt mig selv lige i røven. Der faldt det ligesom på plads for mig, og jeg synes, jeg lyder som mig selv.
– Jeg skrev den, da jeg holdt op med at drikke. Den omstilling, det krævede for mig mentalt, blev jo også et spørgsmål om, hvor jeg skulle hen med musikken. Jeg havde jo bare rappet om det, jeg lavede, som for det meste var at feste. Så jeg ville skildre det at bryde med noget.
– Med det nummer fik musikken en anden betydning for mig. Det blev pludselig spændende at skrive, fordi der kom et lag mere ind i teksten.
Hvad inspirerede dig til nummeret?
– Jeg hader, når folk har lavet noget lort og bliver hellige omkring det. Det er jo ikke andre folks skyld, at jeg har ødelagt noget for mig selv (med sit misbrug, red.).
– Jeg ville gerne lave en sang, som ikke slog folk i hovedet med sådan en “sig nej til narkotika”. Så jeg drog en parallel mellem et skadeligt forhold og et substansmisbrug. Der er jo mange ting, der er de samme, for eksempel hjertebanken og ingen appetit.
Er der en sætning i sangen, du holder særligt meget af?
– Den første, der springer i hovedet, er: “Du kunne have været blevet alt for denne søn af en trucker”. Det lyder så uflatterende og ikke særlig sejt, men det var mit eget, og det er jo sådan, jeg identificerer mig. Den er både pladderromantisk og alvorlig.
Hvordan er den at spille live?
– Det er en fornøjelse. Så snart den går i gang, er der en reaktion. Jeg kan optræde med den med bind for øjnene, hvilket gør, at jeg kan kaste så meget overskud ind i den. Jeg skal ikke stå og halse og gøre mig umage, den kommer helt naturligt. Når jeg synger den, har jeg mulighed for at stoppe op og se, hvad der foregår omkring mig. Den giver rum til at nyde det lidt.
– Jeg ville ikke kunne give en koncert uden at have den på setlisten, så ville jeg være en røv over for fansene. Og jeg vil heldigvis rigtig gerne spille den.
Hvad har den betydet for din karriere?
– Jeg tror, den gav et løft. Mit gennembrud er reelt set “Undskyld”, men jeg synes, at jeg gennem min karriere har haft nogle nedslag, der har gjort, at det blev til mere end bare et par album. Den gav mig noget plads til at eksperimentere, fordi jeg syntes, jeg havde bevist, at det næste, jeg lavede, ikke var et flop.
Lige nu er L.O.C. aktuel med albummet “Ekkokammer”.