Løj for forældrene for at komme på festival

En powerbank, der passer til et glattejern, og en elkedel gjorde Ihan Haydar fra L.I.G.A populær på Roskilde Festival

Ihan Haydar har spillet trommer siden 6. klasse. En af de vildeste koncerter, hun har spillet, var på Smukfest. (Arkivfoto)
Ihan Haydar har spillet trommer siden 6. klasse. En af de vildeste koncerter, hun har spillet, var på Smukfest. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Spritnyt set med musikeren Joey Moe og flere nye sange var i vente for de danskere, der skulle have hørt L.I.G.A på sommerens festivaler.

Ihan Haydar ærgrer sig gul og blå, fordi bandet for anden sommer må skubbe deres nye materiale.

På grund af den stadig verserende coronasituation er de fleste festivaler nemlig aflyst for andet år i træk, hvilket gør, at bandet muligvis kun kommer til at spille få gange.

Med det som springbræt ser Ihan Haydar tilbage på sin tid på de danske festivalscener:

Hvad er din yndlingsfestival og hvorfor?

- Det er Roskilde Festival. Den festival kan bare noget, som ingen andre kan. Jeg ved ikke helt hvorfor, men den samler alle slags mennesker.

- Folk er bare så glade og åbne, og det er dejligt at opleve. Selv på de regnfulde dage er folk positive, og hvorfor kan folk ikke være sådan hele året?, spørger hun.

Smuk oplevelse

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som optrædende på en festival?

- Vores første optræden på Smukfest med L.I.G.A var faktisk rigtig stor for mig. Det var vores første festivalkoncert, og den lå samtidig med 50 Cent fredag aften.

- Vi frygtede, at folk ikke ville komme, så jeg turde ikke kigge ud. Det var først, da vi gik ud på P3-scenen, at jeg kunne se, at der var propfyldt. Det var det vildeste!

Det var meningen, at L.I.G.A skulle have spillet til en del festivaler til sommer, men det bliver ikke til noget på grund af coronarestriktioner. (Arkivfoto)
Det var meningen, at L.I.G.A skulle have spillet til en del festivaler til sommer, men det bliver ikke til noget på grund af coronarestriktioner. (Arkivfoto)

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som gæst på en festival?

- Min første Roskilde-oplevelse. Jeg var 17 år og havde sagt til mine forældre, at jeg skulle overnatte hos en veninde. Jeg tog så mine forældres bil og kørte afsted til Roskilde, siger Ihan Haydar og fortsætter:

- Det var første gang på festivalen, så den aften og nat var helt vild! Jeg skulle køre hjem dagen efter, og udstødningen faldt af på vejen. Da jeg kom hjem, kunne min far godt se, at jeg ikke bare lige havde været rundt om hjørnet. Men vi snakkede aldrig om det.

Hvad er det mest nyttige, du har haft med på en festival?

- Et år på Roskilde havde jeg en powerbank med, som havde stikkontakt, så jeg kunne oplade mobil og samtidig sætte et glattejern eller en elkedel til. Det var meget populært i campen.

Hvad er det mest unyttige, du har haft med på festival?

- Mit kamera! Det var unyttigt, fordi man ikke er der, hvor man tager flotte billeder, men i stedet bare nyder nuet. Jeg fik det ikke brugt - og tog det aldrig med igen.

Hvad kommer du til at savne mest ved ikke at skulle på festival i år?

- Jeg kommer til at savne musikken og til at være sammen med mine venner til en koncert.

- Jeg vil også savne ikke at kunne komme væk fra min hverdag og ind i en festivalboble, for det har man brug for som menneske, lyder det fra

Ihan Haydar.

Powered by Labrador CMS