Lokket væk fra DR

Francis Dickoh, der i dag er fodboldekspert hos DR, har landet et nyt job

Udgivet Opdateret

Fra 1. juli vil danske fodboldfans blive mødt af et nyt ansigt, når de på Viaplay ser fodboldanalyser fra Superligaen og Premier League.

Her skifter den 40-årige Francis Dickoh nemlig stillingen som fodboldekspert hos DR ud til fordel for en tilsvarende stilling hos Viaplay. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Som fodboldekspert på DR har Francis Dickoh blandt andet dækket sommerens VM i Qatar. 

Glæder sig

Fremover kommer han altså til at beskæftige sig med den danske Superliga og den engelske Premier League.

Den mulighed ser han frem til, da begge ligaer fylder meget for både danskerne og fodboldeksperten selv, fortæller han til Ekstra Bladet.

I sit nye job skal Francis Dickoh først og fremmest levere analyser om det, der foregår inden på banen.

Fodbold er dog meget mere end et spil. 

Etik spiller ind

Derfor kommer han også til at have fokus på de etiske overvejelser i sin dækning, fortæller han til Ekstra Bladet.

Særligt under VM i Qatar var der for eksempel stort fokus på menneskerettigheder.

- Jeg er en type, der vender alle sten, så hvis jeg mener, at det er brugbart i den måde, jeg formidler fodbold på, så kommer jeg til at tale om det. Fodbold er anderledes i dag. Så der er ikke noget, der er helligt, og som jeg ikke vil berøre, siger han til Ekstra Bladet.

Tidligere professionel fodboldspiller

Francis Dickoh er selv tidligere professionel fodboldspiller og har blandt andet repræsenteret de danske superligaklubber SønderjyskE og FC Midtjylland. 

FRANCIS DICKOH

Francis Dickoh (født 13. december 1982) er en dansk-ghanesisk tidligere fodboldspiller i en lang række store ligaer og har blandt andet virket som fodboldekspert for DR og sportsmediet Mediano.

Han spillede 103 kampe for FC Nordsjælland fra 2003-2006, inden turen gik til udlandet frem til 2014.

Den 30. januar 2014 offentligjorde FC Midtjylland på Twitter, at man havde tilknyttet Dickoh på en kontrakt, der løber sæsonen ud. 

Den 25. maj 2015 offentliggjorde FC Midtjylland, at man havde indgået en aftale om at forlænge kontrakten frem til udgangen af 2015.

Efter at have været klubløs fra 1. januar 2016 offentliggjorde Sønderjyske den 13. april på deres hjemmeside, at Francis Dickoh var blevet tilknyttet på en aftale, der løb frem til 30. juni 2016.

I marts 2017 meddelte han, at han indstiller karrieren, hvor han nåede 133 Superliga-kampe for FC Nordsjælland, FC Midtjylland og Sønderjyske.

Kilde: Wikipedia

Fra juli vil han altså gøre Viaplays seere klogere på Superligaen og Premier League.

Fodboldeksperten Francis Dickoh har selv været professionel fodboldspiller og har blandt andet spillet for de danske Superligaklubber SønderjyskeE og FC Midtjylland. (Arkivfoto).
Fodboldeksperten Francis Dickoh har selv været professionel fodboldspiller og har blandt andet spillet for de danske Superligaklubber SønderjyskeE og FC Midtjylland. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS