Løsladt frem til retssagen
Andrew Tate, der er tiltalt for menneskehandel og voldtægt, slipper for at sidde i husarrest i Rumænien
Den britisk-amerikanske influencer Andrew Tate er fredag blevet løsladt fra husarrest i Rumænien forud for en retssag i landet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I stedet skal 36-årige Tate nu være under myndighedernes opsyn - en mindre restriktiv foranstaltning end husarrest.
Afgørelsen gælder for perioden 4. august til 2. oktober.
Kriminel bande
Andrew Tate er mistænkt for at have dannet en kriminel bande med det formål at udnytte kvinder seksuelt.
Han er tiltalt for menneskehandel, voldtægt og organiseret kriminalitet.
Andrew Tate er tidligere kickbokser og kommer fra den britiske by Luton.
Den kontroversielle influencer har haft millioner af følgere på flere sociale medier.
Her har han promoveret sin ekstravagante livsstil, som han ifølge ham selv har opnået blandt andet ved investeringer i pornografi.