Lotto-millionær sendt hjem fra arbejde

Hans kone havde svært ved at tro ham, da han trådte indenfor derhjemme

Manden blev tre millioner kroner rigere. Genrefoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

I Assens Kommune går de for tiden og taler om en mand, de ikke kender identiteten på, og det er der en god grund til. Manden har for nyligt vundet mere end tre millioner kroner i Lotto, og det ønsker han ikke at skilte med.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Danske Spil skriver i en pressemeddelelse, at manden selv fandt ud af, at han vandt, efter at han havde opdaget, at Danske Spil efterlyste en vinder fra den kiosk, manden selv spiller Lotto i.

– Umiddelbart tænkte jeg, at der jo er mange, der spiller Lotto i den butik, så jeg studsede da over det, men tænkte slet ikke, at det kunne være mig. Men så kom min chef og sagde, at vinderen havde købt en kupon til præcis 160 kroner – hvilket jeg altid gør. Ergo mente chefen, at jeg var den heldige, siger manden.

Manden selv var dog ikke sikker, men da han kiggede på vindertallene, genkendte han de syv rigtige som en af de kombinationer, han har spillet efter i 30 år, og da han og kollegerne undersøgte selve kuponen kunne de konstatere, at den var god nok, og så ringede Manden til Danske Spil, der kunne bekræfte, at han havde vundet 3.000.350 kroner.

-Jeg havde dog stadig svært ved at koncentrere mig resten af dagen, og min chef sendte mig hjem lidt tidligere – til stor overraskelse for min kone, siger manden i pressemeddelelsen.

Kom tidligt hjem

Manden kom derfor tidligt hjem fra arbejde og mødte her sin hustru, der ikke kunne forstå, hvorfor han var kommet tidligt hjem. Da han fortalte hende, at de var blevet millionærer, nægtede hun at tro ham.

-Vi er vant til at tage gas på hinanden i familien, så hun var fuldstændig sikker på, at jeg bare drillede hende. Hun troede slet ikke på mig, lige meget hvad jeg sagde. Derfor måtte jeg lige have fat i Danske Spil igen. Jeg sagde til den samme medarbejder, som jeg havde talt med tidligere: Gider du lige fortælle min kone, at vi er blevet millionærer, siger manden.

Nu, parret ved, og tror på, at de har vundet, kan de glæde sig lidt mere over gevinsten.

-Vi har to helt almindelige jobs, og har aldrig slået ud med armene. Jeg er blevet opdraget til, at man ikke skal bruge penge, man ikke har. Så vi har altid sparet op til de ting, vi gerne ville. Du ved, en enkelt rejse om året, og hvis der skulle laves noget på bilen eller huset. Så det, at vi kan tillade os at rykke nogle moderniseringer af huset frem og måske købe en ny bil, er jo fantastisk, siger manden.

Han er glad for, at han har nemmere ved at forkæle sine børn og børnebørn uden at spekulere så meget over, hvad forkælelsen skal koste.

Derudover kan han godt mærke, at der i lokalsfamfundet bliver talt om, hvad det er, der er sket, men da manden har valgt at være anonym, er der ikke mange, der ved, at han er millionær.

-Man går jo og hører lidt alle mulige steder. Så det er ret underholdende at gå med den lille hemmelighed, siger den glade vinder i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS