Løven bygger stort
Jacob Risgaards selskab Coolshop bygger på grund af pladsmangel et nyt lager i Nørresundby ved Aalborg
Onlinevirksomheden Coolshop udvider sit lagerområde i Nørresundby ved Aalborg, Coolshop City, med et nyt lager på mindst 10.000 kvadratmeter.
Det fortæller medstifter af virksomheden Jacob Risgaard - og kendt fra Løvens Hule - til erhvervsmediet Finans.
Mangler plads
- Vi har brug for at udvide kapaciteten. Vi mangler både kontorpladser og ekstra lagerplads, og det får vi nu. Der bliver ikke sparet på noget, og drømmen er fortsat at etablere en stor, lækker Coolshop-butik samme sted, siger Jacob Risgaard til Finans.
Lagerinvesteringen ligger ifølge medstifteren på et trecifret millionbeløb. Virksomheden er også i dialog med kommunen omkring drømmen om den store butik.
Hjælper de håbefulde
Dørene til Coolshop Citys eksisterende 22.000 kvadratmeter blev slået op i januar 2020.
Ud over at være medstifter af onlinevirksomheden, så er Jacob Risgaard kendt fra tv-programmet "Løvens Hule". Her har han investeret i håbefulde erhvervsdrivendes virksomheder siden sæson fem i 2020.