Løvens Hule-stjerne er mindre bange nu

Iværksætter Birgit Aaby er blevet mindre bange for at give noget af sig selv, når hun går på dansegulvet.

Birgit Aaby har ledt længe efter det, hun viser i Vild med Dans. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hver uge bliver nydanserne i “Vild med dans” kastet ud i at lære nye dansetrin på rekordtid.

Men for den 51-årige iværksætter Birgit Aaby er det ikke kun trinnene, som er udfordrende

Artiklen fortsætter under videoen 

Dansekonkurrencen har nemlig tvunget “Løvens hule”-stjernen igennem en proces, hvor hun er kommet i bedre kontakt med sin feminine side.

– Jeg er den ældste, der er tilbage, og jeg er heller ikke den tyndeste. Så jeg skal lære mig selv at holde af mig selv og finde min feminine side frem.

– Det er grænseoverskridende at gå ud og give noget af sig selv på så ukendt grund. At gå ud og gøre sig selv så sårbar på et dansegulv, hvor der er så mange mennesker, der sidder og ser med.

En udvikling

Fredag var hun sammen med sin professionelle dansepartner, Frederik Nonnemann, på gulvet i en rumba. Og den dans har da også krævet lidt ekstra af Birgit Aaby, der har skullet finde sin feminine side frem.

– Jeg skal finde den dybt inden i. Det er super, super hårdt, men det er fantastisk og en gave at få lov til at arbejde med det.

– Jeg er gået fra nutella til sensuella, siger iværksætteren om sin egen udvikling, inden hun bryder ud i et stort grin.

Også Birgit Aabys partner i programmet, Frederik Nonnemann, kan mærke, at iværksætteren har været igennem en stor udvikling i de første uger af dansetræningen i forbindelse med “Vild med dans”

– I starten grinede Birgit (Aaby, red.), når hun blev nervøs. Det var meget sødt, men det var også en forsvarsmekanisme. Nu er det som om, at hun har fundet ud af, at det ikke er farligt.

– Hun er ikke så bange for at give noget af sig selv og være i det. Hun stoler mere på sig selv og tør blotte sig. Det gør det meget mere rart at være med hende på gulvet, siger den professionelle danser.

“Vild med dans” bliver sendt på TV2 hver fredag klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS