Lover et sexet show

Uddelingen af Bodilprisen udskydes, og derfor må skuespiller Emma Sehested Høeg træde til som ny værtinde

Emma Sehested Høeg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole og har flotte præstationer bag sig inden for både film, tv, teater og kortfilm. Hun skal holde taktstokken i sin første værtstjans ved Bodilprisen i maj. – Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Trods corona og nedlukning skal præstationer i dansk film hyldes igen i år.

Det sker, når Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen, skal uddeles i 2021, og det bliver nu med skuespiller Emma Sehested Høeg som vært.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Den 27-årige skuespiller og musiker er blandt andet kendt fra tv-serierne “Limboland” og “29”.

Hun erstatter musiker Annika Aakjær, som i første omgang var offentliggjort som vært på showet.

Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Annika Aakjær har måttet melde afbud, da showet rykkes næsten to måneder frem, i forhåbning om at corona-situationen bliver bedre.

Afholdes i maj

Den traditionsrige prisuddeling afholdes nu lørdag den 8. maj på Folketeatret i København i stedet for 20. marts som først planlagt.

Emma Sehested Høeg, der selv har været nomineret til en Bodil i 2008 for sin præstation i filmen “Den du frygter”, glæder sig meget til værtstjansen.

– Det skal være min fornemste opgave at hylde danske filmskabere i alle afskygninger. Jeg håber virkelig, at jeg kan skabe et vanvittigt forførende og sexet show, fordi jeg tror, vi trænger til at mærke, at nogen flirter med os fra en scene.

– Jeg ser for mig, hvordan rosenblade falder ned fra loftet, og vinderne bliver fragtet op på scenen på ryggen af hvide heste til lyden af Morricone – men nu må vi se, hvor meget jeg kan nå. Et brag af en lummer fest, det tror jeg i hvert fald, jeg kan love, siger hun i pressemeddelelsen.

Prestigefyldt pris

Formanden for Danske Filmkritikere, Nanna Frank Rasmussen, er glad for valget af den nye værtinde.

– Hun er et multitalent, som vi længe har fulgt med stor interesse, siger hun i pressemeddelelsen.

Årets nominerede til de 14 bodilpriser offentliggøres mandag den 22. februar 2021.

Bodilprisen er kritikernes egen filmpris, og den er blevet uddelt af Danske Filmkritikere siden 1948.

Der uddeles sædvanligvis priser til Bedste Danske Film, Bedste Mandlige Hovedrolle, Bedste Kvindelige Hovedrolle, Bedste Mandlige Birolle og Bedste Kvindelige Birolle.

Der er også statuetter for Bedste Manuskript, Bedste Fotograf samt Bedste Dokumentarfilm, Bedste Amerikanske Film og Bedste Ikke-amerikanske Film.

Powered by Labrador CMS