Lukas Graham-forsanger om hit: Teksten betyder mere nu
Lukas Forchhammer fortæller, at teksten til "7 Years" betyder en del mere, efter at han er blevet far.
Det seneste år har været et begivenhedsrigt et af slagsen for det danske hitband Lukas Graham.
Det har budt på optrædener i en lang række kendte talkshows og koncertsale i blandt andet USA og Storbritannien.
Sangen “7 Years” kickstartede for alvor bandets succes i udlandet, og siden hittet blev skrevet, har noget ændret sig markant for bandets forsanger, Lukas Forchhammer.
– Da jeg skrev sangen, havde jeg ingen børn, men nu hvor sangen er et stort hit verden over, har jeg en lille pige på syv uger, siger den nybagte far i et interview med Billboard i forbindelse med bandets optræden ved BBC Music Awards mandag.
Her er ynglingsstrofen
I interviewet fortæller den 28-årige sanger, der er opvokset på Christiania i København, at hans yndlingsstrofe i sangen, lige netop er den, der handler om, at han skal have børn.
– Jeg skrev på en måde sangen om mit eget liv, fortæller han til Billboard.
– Noget af teksten betød ikke helt så meget dengang, men den betyder en del mere nu. For jeg har en lille pige, som jeg skal vise verden. Og forhåbentlig vil jeg give hende de samme gode råd, som mine forældre gav mig, fortsætter Lukas Forchhammer.
Den danske forsanger blev den 25. september far for første gang, da kæresten Marie-Louise Schwartz fødte parrets datter.
Tidligere i december afslørede han i et interview med det amerikanske medie People, at den lille ny skal hedde Viola.
Spillede ved BBC Music Awards
Mandag aften spillede det danske band foran et stjernespækket publikum ved BBC Music Awards i London sammen med stjerner som Craig David, John Legend og Robbie Williams.
Bandet var også nomineret i kategorien “bedste sang” for “7 Years”, men prisen gik til den britiske sangerinde Adele for monsterhittet “Hello”.
Lukas Graham har atter muligheden for at hive et trofæ med hjem, når den prestigefyldte Grammy-uddeling løber af stablen den 12. februar.
Her er bandet nomineret i kategorierne “årets bedste udgivelse”, “årets sang” og “bedste gruppeoptræden”.
/ritzau/FOKUS