Luksusfælde-Eik skælder ud på eksperter
Det har været ok for Eik og Maria at deltage i Luksusfælden. Først og fremmest for kærligheden.
Det var noget at gå i gang med for Luksusfælden-eksperterne Kenneth Hansen og Carsten Linnemann, da de i tirsdag aftens afsnit skulle forsøge at hjælpe Eik og Maria.
Maria mødte den 16 år ældre fotograf Eik, han er 35 og hun 19, for et par år siden og faldt pladask for ham. Hun var overbevist om, at hun havde mødt sin drømmefyr, og en mand med styr på tingene. Men her et par år senere, hvor parret er blevet gift og også har fået en søn, har sandheden vist sig at være en ganske anden.
Eik, der er fotograf, er arbejdsløs efter at være gået ned med sit foto-studie, og parret lever primært af Marias barselsdagpenge. Og så har han en kæmpe gæld, som Maria godt nok ved noget om, men tilsyneladende langt fra alt. Han skylder blandt andet 360.000 kroner til skat fordi han ikke betaler børnepenge til to børn, han efter eget udsagn aldrig har ønsket at være far til, og som han heller ikke ser.
Han skylder desuden penge for et dyrt kamera samt en bil, men overholder ikke afdragsordningerne. Ydermere har parret et hav af ubetalte regninger, blandt andet for deres bryllup, der fandt sted for halvandet år siden. Og værst af alt risikerer de at blive sat på gaden, fordi de ikke har råd til at betale husleje.
Alt i alt beløber parrets gæld sig til en lille million, som der stort set ikke afdrages på. Heraf tegner Maria sig for de 50.000 kroner.
Er umuligt
Eiks påstand er, at det jo er umuligt at betale sine regninger, når man ingen penge har, men den køber eksperterne ikke. De kan nemlig konstatere, at meget kunne være gjort anderledes, og at parret i den grad prioriterer fornøjelser frem for at betale det, de skylder.
For eksempel har Eik for ganske nylig købt koncertbilletter for 1.200 kroner til sig selv og sit tredje barn, som bor hos parret, og en opgørelse af diverseposten viser, at der på den alene er et gennemsnitligt, månedligt forbrug på 9.400 kroner. Det svarer nogenlunde til det månedlige overforbrug gennem det seneste år – når man ser bort fra misligeholdt gæld.
Eik har det med at gøre tingene på sin måden og er i bund og grund vanskelig at få til at lytte. Ikke blot for eksperterne, men også for Maria, der gentagne gange, har påtalt, at det ikke kan nytte noget at bruge penge, de ikke har.
Der skal handling til
Men det lykkedes dog – trods alt – at få parret til at indvilge i at gøre noget, mens eksperterne tager hjem for at få lagt et holdbart budget. De lover ikke at bruge mere end 6.000 kroner på mad og diverse den næste måned og desuden at skaffe sig af med den ene af deres to biler, få solgt nogle af deres ting, herunder Eiks dyre fotoudstyr, og desuden skille sig af med deres to hunde. Pengene, der kommer ud det skal eksperterne bruge i forhandlinger med kreditorerne.
Desværre bliver parret udsat for et indbrud omkring nytår, hvor Eiks kameraer og andet fotoudstyr bliver stjålet, og hvor det meste af deres søns tøj og legetøj bliver ødelagt. De får dog udbetalt 10.000 kroner fra deres forsikringsselskab.
Men ellers holder de det, de har lovet. Næsten. For i stedet for at gemme pengene for salgene, har Eik selv valgt at kontakte nogle af kreditorerne og blandt andet afdraget 6.000 kroner på gælden for brylluppet.
Det betyder, at Luksusfælden ikke har haft mulighed for at få de lavet aftaler for Eik og Maria, de havde håbet på, og nu kun kan lægge et budget uden den store afvikling på gælden.
Kærligheden blomstrer
Alligevel er Eik glad for, at de meldte sig til luksusfælden. Eller både og.
– Det har helt klart været en øjenåbner. Jeg har desværre endnu ikke fundet et arbejde, men har to jobsamtaler i kalenderen sidst i denne måned. Til gengæld overholder vi budgettet og betaler alle vores regninger – også børnepengene. Jeg skylder nu kun penge til Skat og for brylluppet, og jeg har indgået aftaler begge steder. Men vigtigst af alt så får vi talt om tingene, og kærligheden mellem os blomstrer, fortæller Eik til Newsbreak.dk.
Til gengæld er Eik skuffet over eksperterne.
– Jeg synes på ingen måde, de har levet op til deres image, og selv om det lyder hårdt, så synes jeg, at det er lige til at lukke op og skide i, når de siger, at de ikke har kunnet forhandle med vores kreditorer. Altså – vi havde underskrevet et dokument, der gav dem frihed til det, så de kunne da bare være gået i gang, siger han.