Luksusfælden-ekspert vil være overborgmester
Den første mulige kandidat til at blive ny socialdemokratisk borgmester i København har meldt sig på banen.

Tidligere folketingsmedlem Mette Reissmann har som den første meldt sig som socialdemokratisk kandidat til at blive overborgmester i Københavns Kommune.
Det skriver Jyllands-Posten.
Artiklen fortsætter under videoen
Den 57-årige Mette Reissmann har taget beslutningen med en “stærk opbakning” fra bestyrelsen i sin kreds, Valbykredsen, fortæller hun til avisen.
– Det er en beslutning, jeg har taget efter utallige opfordringer, og en beslutning, som ligger i naturlig forlængelse af, at jeg i forvejen er kredsens spidskandidat til Borgerrepræsentationen, siger hun.
Mette Reissmann sad i Folketinget fra 2011 til 2019. På trods af 3779 personlige stemmer, hvilket var en fremgang i forhold til det forrige valg, måtte hun forlade Folketinget, efter at partiet havde tilbagegang i storkredsen.
Hun har tidligere siddet i Borgerrepræsentationen i København, er medlem af Det Etiske Råd og er også kendt fra en rolle som vært på TV3-programmet “Luksusfælden”.