En måned til jul: Bliver den hvid eller grøn?

Der er en måned til jul. Der er bud på, hvilken farve højtiden får.

Udgivet Opdateret

Vejret den 24. november 2020 kan meget vel vise sig at give en god indikation for, hvordan vejret bliver om præcis en måned; juleaftensdag.

Det siger Klaus Larsen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, tirsdag morgen til Newsbreak.dk.

(Kan du huske, hvornår Danmark sidst har været dækket af det hvide pulver juleaften? Det kan du se i galleriet over artiklen).

Hvid jul?

December gør sit indtog med mildt vejr fra sydvest og vest. De vil ofte være svage med skyer og regn af og til – og mellem fronterne ser det ud til, at der vil være dage med opholdsvejr og måske endda sol.

Fra midt i december ser prognoserne dog mere usikre ud – alt tyder dog på, at dagtemperaturerne vil være til den positive side. Mellem 4 og 8 grader, men i perioder ned til mellem 0 og 4, skriver langtidsmeteorolog Martin Lindberg fra DMI.

Nattetemperaturerne når typisk ned mellem 2 og 6 grader, men kan i perioder falde til mellem 4 graders frost og 2 graders varme.

I anden halvdel af december ser det ud til, at der kan ske et vejrskifte.

Og i den forbindelse vil DMI ikke udelukke, at vi rent faktisk kan opleve en efterhånden sjælden hvid jul:

“Fronter med lidt regn og blæst kan passere Danmark vestfra, men der er indikationer på, at lavtryksområdet efterhånden forskydes yderligere mod nord. Derved kan højtryk eller højtryksrygge i perioder skyde op over Skandinavien med mere tørt og stabilt vejr og enkelte dage med lidt eller nogen sol. Hvis højtrykket en overgang lægger sig vest for Skandinavien kan kold luft kortvarigt strømme ned over Danmark og give mere vinterlige temperaturer og måske lidt sne, men ellers fortsætter det ret milde vejr,” skriver DMIs Martin Lindberg om vejret i anden halvdel af december.

Og det står stadig til troende, skal man tro Klaus Larsen:

– Det bliver en grøn jul, siger han.

– Det kan være svært at se så langt frem, siger Klaus Larsen, der også kommer med buddet på nogenlunde sikre prognoser:

– 10 dage.

Vi vender tilbage til emnet omkring 14. december. Det bliver dog nok ikke eneste gang.

Powered by Labrador CMS