Må ikke køre bil: Tennisstjerne snuppet

Den tidligere tennisstjerne Boris Becker kunne under kørsel ikke holde fingrene fra telefonen, men det var ikke alt, der var galt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 51-årige Boris Becker, der blandt andet har tre Wimbledon-titler i bagagen, har den seneste tid haft svært ved at styre sig i trafikken.

Senest snuppede en færdselsbetjent ham med næsen i mobilen, mens han heller ikke fik stoppet i tide for rødt lys.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det har naturligvis ført bøder og en opsang med sig.

Det skriver Evening Standard.

Ikke to hænder på rattet

Med den venstre hånd på rattet og den højre hånd på telefonen kørte Boris Becker langs Chelsea Embankment lidt over middag den 18. juni.

Det spottede færdselsbetjenten Anthony Wright, der undrede sig over, hvorfor en Mercedes ikke fik stoppet inden stoplinjen, da det blev rødt i et lyskryds.

Da han observerede bilen nærmere, kunne han hurtigt se, at føreren sad med en Iphone 7 i hånden, som han brugte flittigt.

Desuden havde føreren heller ikke sikkerhedssele på.

Midt i en besked

Da betjenten fik stoppet bilen, kunne han tydeligt se, at telefonen var blevet brugt.

– Jeg talte med føreren, da han holdt ind i siden af vejen og tog sit headset ud, der kunne jeg tydeligt se, at han var midt i at skrive en besked, sagde betjenten i retten i Bromley.

Boris Becker fik en bøde på 270 pund, mens han også skulle betale 130 pund for omkostninger og gebyrer.

Forvist fra førersædet

Men det er ikke eneste gang, at den tidligere tennisspilleren har haft problemer med at overholde færdselsreglerne.

Efter fire forseelser indenfor de seneste tre år er Boris Becker forvist fra førersædet.

Gældende fra juli måtte Boris Becker ikke køre bil i seks måneder.

Han blev idømt den 17. september, hvor hovedpersonen ikke mødte op.

Powered by Labrador CMS