Madonna lagt i kunstig koma
Lægerne troede ikke, hun ville overleve
I sommer blev superstjernen Madonna indlagt akut på et hospital som følge af en alvorlig infektion, der var tæt på at koste hende livet.
Det betød blandt andet, at hun måtte udsætte en planlagt turne.
Hun kom sig heldigvis, og da hun tre måneder senere gjorde comeback, fortalte hun fra scenen, at hverken hun selv eller lægerne troede, hun ville overleve.
Lagt i kunstig koma
Nu har hun ifølge CNN under en nylig koncert lettet yderligere på sløret for, hvad der egentlig skete.
Blandt andet, at hun blev lagt i kunstig koma, og at det var en helt særlig kvinde, der sørgede for at hun kom på hospitalet.
Hun reddede mit liv
- Jeg kan ikke engang huske det. Jeg besvimede på mit badeværelse og vågnede op på hospitalet. Hun reddede mit liv, sagde Madonna fra scenen.
Stjernen fortalte desuden, at hun var omgivet af sine seks børn, da hun kom til sig selv, og benyttede så også lejligheden til at joke lidt med hændelsen.
- Det er utroligt man næsten skal dø for at samle alle sine børn i samme rum - på samme tid, sagde hun.