Mads Mikkelsen kommer på øv-liste
Skuespillerens medvirken i en bestemt film har affødt nominering til 'Razzie Awards', som er det diametralt modsatte af oscaruddelingen
Dagen inden verdens fornemmeste filmpris, Oscaren, uddeles, bliver årets største filmflop traditionen tro kåret ved Razzie Awards.
De nominerede er netop blevet offentliggjort, og der er flere prominente navne iblandt.
I kategorien med den lange titel Værste Forløber, Ripoff, Genindspilning Eller Efterfølger finder man blandt andet Løvernes Konge-filmen "Mufasa: The Lion King", som er en forløber til den første film om løvernes konge.
Lægger stemme til
Hollywood-filmen har dansk islæt i Mads Mikkelsen, der lægger stemme til skurken Kiros. Filmen har også megastjernen Beyoncé, hendes ældste datter, Blue Ivy Carter, og Hollywood-navne som Seth Rogen og Donald Glover på plakaten.
Årets Værste Skuespiller
I kategorien finder man også "Joker: Folie á Deux", som er efterfølgeren til "Joker", der ellers indbragte skuespilleren i titelrollen, Joaquin Phoenix, en Oscar i 2020.
Til årets Razzie Awards er Joaquin Phoenix nomineret til årets Værste Skuespiller for sin rolle som Batmans nemesis, som han ellers fik stor hæder for i den første film.
Sløje statuetter
Flere oscarvindende superstjerner er nomineret til de sløje statuetter. Lady Gaga og Cate Blanchett er begge nomineret i kategorien Værste Skuespillerinde - Lady Gaga apropos for sin rolle i "Joker: Folie á Deux".
Spillede superskurk
I birollekategorierne er der også flere oscarvindere iblandt i skikkelse af Ariana DeBose og Hollywood-veteranen Jon Voight.
Det er også sket i prisuddelingens historie, at samme film har været nomineret til både Razzie Awards og til oscaruddelingen.
Det skete så sent som sidste år med Indiana Jones-filmen "The Dial of Destiny", hvori Mads Mikkelsen spillede superskurken dr. Voller over for Harrison Fords piskesvingende helt.
Uddelt siden 1980
"Indiana Jones and the Dial of Destiny" var nomineret til to Razzie-priser i kategorierne Værste Manuskript og Værste Efterfølger og til en Oscar for Bedste Filmmusik.
Razzie Awards, hvis officielle titel er The Golden Raspberry Awards, har været uddelt siden 1980.
De senere år har uddelingen mødt krads kritik og er blevet kaldt tilsvinende.
Ramt af afasi
I 2022 lavede arrangørerne en særkategori til Bruce Willis, Værste Præstation Af Bruce Willis I En Film I 2021, for "American Siege", "Apex", "Midnight in the Switchgrass", "Cosmic Sin", "Deadlock", "Fortress", "Out of Death" og "Survive the Game".
Efter skuespillerens familie offentliggjorde, at Bruce Willis var ramt af afasi og senere blev diagnosticeret med frontotemporal demens, trak Razzie Awards kategorien tilbage.
Ønsker ham det bedste
- Razzie er virkelig kede af Bruce Willis' diagnosticerede tilstand. Måske forklarer det, hvorfor han ville gå ud med et brag i 2021, lød det i et opsigtsvækkende tweet.
- Vi ønsker det bedste for Bruce og hans familie.
I 2023 måtte prisuddelingen endnu en gang beklage.
Vaklende karriere
Razzie Awards idémand, John Wilson, gav en officiel undskyldning til det unge skuespillertalent Ryan Kiera Armstrong, som kun var 12 år gammel, da hun blev nomineret i kategorien Værste Skuespillerinde.
Herefter blev der indført en aldersgrænse på 18 år for at blive nomineret.
En Razzie er ikke ensbetydende med en vaklende karriere.
Sandra Bullock og Halle Berry er blandt de skuespillere, som har formået både at vinde en Oscar og en Razzie.
Modtog begge priser
Sandra Bullock gjorde det tilmed samme år, da hun i 2010 modtog en Razzie for filmen "All About Steve" og dagen efter en Oscar for "The Blind Side." Hun mødte op og modtog begge priser.
Årets Razzie Awards bliver uddelt 2. marts.
Vinderne modtager en forgyldt statuette, der forestiller et hindbær.
Det stemmer de om
Razzie-komitéen består i år af 1202 medlemmer, som udgøres af blandt andre filmkritikere og journalister fra både USA og udlandet, lyder det.
De indstiller kandidaterne og vælger herefter fem nominerede i hver af de i alt ni kategorier, som de herefter stemmer om.