Mads Vad går med tanker om den sidste dans

Danseprogrammet "Vild med dans" er nærmest et synonym med Mads Vad efter 17 sæsoner som danser, men andre ting trækker i ham. Den 15. oktober fylder han 40 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Mads Vad og 'Vild med dans'

Mads Vad overvejer at gøre den aktuelle sæson af 'Vild med dans' til sin sidste, efter 17 sæsoner i programmet.

Familieforpligtelser og sønnens skolestart i Aarhus gør det svært for Mads Vad at være væk hjemmefra.

'Vild med dans' har en særlig plads i Mads Vads hjerte, men rollen er krævende og tidskrævende.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I 2006 debuterede Mads Vad i TV 2-programmet "Vild med dans".

Og når endnu en sæson af dansedysten lige nu ruller over skærmen, er Mads Vad med på dansegulvet for 17. gang.

Andre ting begynder dog også at fylde for den professionelle sportsdanser, der 15. oktober fylder 40 år.

Han går derfor med overvejelser om, at den igangværende sæson af "Vild med dans" også bliver hans sidste.

- Det er naturligt, når man har lavet noget så længe. Er der noget andet, jeg skal udforske? Så det er virkelig nogle tanker, jeg går med for tiden, indrømmer Mads Vad.

Sværere at tage væk

Danserens femårige søn, Xander, skal næste år starte i skole i Aarhus.

Det bliver en tid, som Mads Vad "ikke vil kunne tilgive sig selv for at glippe".

Generelt bliver det sværere og sværere for ham at være væk fra familien, når danseprogrammet tager det meste af hans tid i flere måneder om året.

- Jeg vil gerne lave 17 sæsoner mere, men der sker nogle ting, som kan betyde, at jeg nok ikke kommer til at være med i "Vild med dans" efter denne sæson.

- Det er nogle tanker, jeg går med, og så må vi se, hvor det lander, fortæller han.

Generelt bliver det sværere og sværere for Mads Vad at være væk fra familien, når danseprogrammet tager det meste af hans tid i flere måneder om året. Den 15. oktober fylder Mads Vad 40 år. (Arkivfoto).

Har en særlig plads i hjertet

Med 17 sæsoner på bagen er der ingen tvivl om, at "Vild med dans" har en særlig plads i Mads Vads dansehjerte.

Hver sæson er ny og spændende for ham, fordi en helt ny dansepartner står foran ham.

Han "knuselsker" rollen i programmet, men det er også krævende.

- "Vild med dans" er altomfattende, og jeg går så meget ind i det. Jeg vil aldrig nogensinde kunne lave det med min højre hånd på ryggen, siger Mads Vad.

Ved siden af rollen i danseprogrammet er Mads Vad grundlægger og indehaver af danseskolen VM Dans, som han har haft siden 2007.

Okay med at fylde 40

Det faktum at fylde 40 år tager Mads Vad roligt, og han har det "helt okay" med at runde den milepæl.

- Men når jeg sidder og drikker en øl med mine bedste venner, kan jeg godt se, at vi er blevet lidt tyndere på toppen, siger han med et grin.

Privat er Mads Vad gift med Nana Vad Strand, og sammen med deres søn, Xander, bor de lidt uden for Aarhus.

Powered by Labrador CMS