Making a Murderer vender endelig tilbage – her er den dømtes trumfkort i jagten på frihed
Sæson 2 af Making a Murderer bliver vist fra 19. oktober 2018 på Netflix. Serien fortsætter, hvor sæson 1 sluttede, og handler igen om Steven Avery.
Sæson 2 af Making a Murderer er på trapperne. 19. oktober får alverdens seere fortsættelsen på fortællingen om Steven Avery, der i 2007 blev dømt for mordet på fotografen Teresa Halbach og som siden har kæmpet for at blive frikendt.
Sæson 1 af Making a Murderer udkom i 2015, og over 10 episoder kom vi tæt på familien Avery, med Steven i centrum. Steven sad fængslet fra slutningen af 1980’erne og 18 år frem, før han blev pure frikendt for forsøg på manddrab.
Dømt – nu for drab
Steven Avery blev løsladt, men hans liv blev igen genstand for politiets søgelys, da fotografen Teresa Blev dræbt i 2005. Avery blev dømt i 2007, og mens sæson 1 af Making a Murderer fokuserede på Stevens liv, før han blev dømt for en forbrydelse, han ikke havde begået og på retssag nummer to, vil sæson 2 af Making a Murderer fokusere på Stevens forsøg på at blive frikendt og de udfordringer, der er ved at appellere domme i USA.
Netflix skriver i en pressemeddelelse, at Laura Ricciardi og Moira Demos, der stod bag sæson 1, vender tilbage med denne anden sæson, og at vi igen bliver præsenteret for 10 afsnit, der går meget, meget tæt på Averys forsøg på at få sagen genoptaget ved en domstol.
Effektiv advokat
Steven var ikke den eneste, der blev dømt for mordet på Teresa Halbach i sæson 1 af Making af Murderer. Også hans nevø, Brendan, blev dømt, og fokus vil i sæson 2 af Making a Murderer være på begge de to dømtes forsøg på at blive frikendt.
– Steven, Brendan, deres familier og deres juridiske støtter har igen givet os indblik i det net, der udgør det amerikanske retssystem, siger Laura Ricciardi og Moira Demos i pressemeddelelsen..
Stevens forsøg på at blive frikendt bliver anført af advokaten Kathleen Zellner. Ifølge Netflix er hun den advokat, der har “fået omstødt flere forkerte domme end nogen anden advokat i USA.” Serien kan ses på Netflix fra 19. oktober.