Mangler du en god bog? Krimiforfatter giver anbefalinger
Den prisvindende forfatter Camilla Grebe sværger til krimier af britiske Belinda Bauer og danske Ane Riel.
En god boganbefaling kan være guld værd i disse coronatider, og hvis du er til krimi, er der råd at hente fra den prisvindende svenske forfatter Camilla Grebe.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Hun er lige nu aktuel med krimien “Skyggejægeren” og vandt i 2018 den fornemme pris Glasnøglen for årets bedste skandinaviske krimi for “Husdyret”.
Personligt er Camilla Grebe fan af krimier med intelligente plots og stærke karakterer.
Hun anbefaler især tre krimiforfattere:
1) Belinda Bauer
Den britiske journalist og krimiforfatter Belinda Bauer havde aldrig selv læst en krimi, før hun som 45-årig kastede sig over at skrive debutromanen “Dyster viden”, som udkom i Storbritannien i 2010.
Romanen handler om den 12-årige dreng Steven, som bruger al sin fritid på at grave efter liget af sin onkel Billy, som forsvandt som barn.
Alle i den lokale by er overbevist om, at Billy blev slået ihjel af den pædofile morder Arnold Avery, der sidder i fængsel for at have myrdet og begravet flere børn i den periode, hvor onklen forsvandt.
Da “Dyster viden” udkom i 2010 blev den kåret som årets bedste krimi af foreningen af britiske krimiforfattere. Siden har Belinda Bauer udgivet otte krimier – senest “Knæk” fra 2018.
– Belinda Bauer er nok min yndlingskrimiforfatter, siger Camilla Grebe.
– Hendes bøger er en blanding af klassiske skønlitterære romaner og krimier, og de er altid drevet af meget stærke karakterer. Sproget er smukt, historierne er intelligente, og hun formår at overraske læseren, men samtidig binde alle trådene smukt sammen til sidst.
– Jeg har læst alt, hvad hun har skrevet, og alle hendes bøger er gode, men jeg ville måske starte med debutromanen “Dyster viden”. Derudover kan jeg virkelig godt lide “De smukke døde” fra 2016, siger hun.
2) Ane Riel
Danske Ane Riel er også blandt Camilla Grebes yndlingsforfattere.
Ane Riel er forfatter til den prisbelønnede roman “Harpiks”, som i 2019 blev filmatiseret med blandt andre Peter Plaugborg, Ghita Nørby og Sofie Gråbøl i bærende roller.
Derudover har 48-årige Ane Riel udgivet “Slagteren i Liseleje” fra 2013, “Bæst” fra 2019 samt en række børnebøger.
– Jeg er stor fan af Ane Riel. Mange danskere har formentlig læst “Harpiks”, men hvis man ikke har, vil jeg virkelig anbefale den.
– Det er en smuk bog, som også befinder sig et sted imellem en roman og en krimi. Der er spænding, men meget mere end det. Sproget er vidunderligt, og den er meget karakterdrevet, siger Camilla Grebe.
3) Christoffer Carlsson
Den 34-årige svenske krimiforfatter Christoffer Carlsson underviser og forsker i kriminologi på Stockholms Universitet og er desuden forfatter til flere kriminalromaner.
Han er særlig kendt for sin serie om politimanden Leo Junker. Serien tæller blandt andet “Den usynlige mand fra Salem” fra 2016 og “Den faldne detektiv” fra 2018.
Også han er blandt Camilla Grebes favoritforfattere.
– Jeg holder meget af Christoffer Carlssons bøger. Han er en meget talentfuld historiefortæller. På samme måde som Belinda Bauer og Ane Riel er hans bøger drevet af stærke karakterer, og han kombinerer spænding med den klassiske roman. Det elsker jeg, siger hun.