Margrethe havde ubehageligt møde med Putin
Dronning Margrethe følger Ukraine-krigen gennem aviser hver dag, fortæller hun i interview med Weekendavisen
Da dronning Margrethe mødte Ruslands præsident, Vladimir Putin, tilbage i 2011 og 2014 fik hun ikke et positivt indtryk af ham.
- Jeg kan huske, at jeg tænkte, han ikke var behagelig. Jeg har aldrig set så kolde øjne i mit liv, siger hun i et stort interview med Weekendavisen.
Mødte ham i Frankrig
I 2011 var dronning Margrethe på statsbesøg i Rusland med prins Henrik. Dengang var Vladimir Putin premierminister og den officielle vært var derfor daværende præsident Dmitrij Medvedev.
Tre år senere mødte hun Putin igen i forbindelse med markeringen af 70-året for landsætningen i Normandiet i Frankrig under Anden Verdenskrig.
Glæder sig over kampvogne
I interviewet med avisen fortæller dronningen, at hun følger krigen i Ukraine tæt.
Det sker ved, at hun "læser alle aviser næsten daglig" for at holde sig opdateret om situationen i Ukraine.
Hun glæder sig desuden over, at Ukraine nu får Leopard-kampvogne af allierede lande.
Dybt imponerende
- De har brug for noget tungt. Og de viser også, at de kan bruge det. Det er dybt imponerende.
- Putin troede, at han kunne splitte hele Europa ad, men han fik os til at stå sammen. Det har betydet noget, at vi alle kunne opleve et folk, der sagde: "Nej, det skal være løgn." Det er meget stærkt, siger dronning Margrethe til Weekendavisen.