Margrethe melder afbud
Helbredsproblemer gør, at dronningen må blive hjemme
Dronning Margrethe har meldt afbud til et arrangement lørdag. Her skulle hun have åbnet udstillingen "Jagten på danmarkshistorien" på Nationalmuseet i København.
Det fremgår af kongehusets hjemmeside.
Aflysningen skyldes rygproblemer.
Deltager ikke
- Dronningen deltager ikke som planlagt i arrangementet i morgen (lørdag, red.) på grund af problemer med ryggen, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling.
Der sendes ingen anden kongelig i dronningens sted, når arrangementet afholdes lørdag klokken 10.30.
Dronningen har ingen formelle forpligtelser søndag, og der er ingen aflysninger i den kommende uge.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, dronningen har måttet melde afbud til et arrangement på grund af smerter i ryggen.
I 2016 meldte hun med få timers varsel afbud til et officielt arrangement på Københavns Universitet, hvor hun skulle have uddelt H.C. Ørsteds Medaljen. Det skyldtes ifølge Billed-Bladet, at hun havde fået hold i ryggen.
I 2013 var det slidgigt i ryggen, der førte til, at dronningen og prins Henrik aflyste et statsbesøg i Chile. Dengang vurderede hendes læger, at den lange flyvetur ville være for belastende for dronning Margrethe.
Det har ugebladet Se og Hør beskrevet.
Også i 2005 var en dårlig ryg årsagen til, at dronningen måtte aflyse et besøg på Silkeborg Museum, har TV2 Østjylland tidligere skrevet.
