Mariah Carey i udskældt nytårskiks: Her er hendes forklaring
Sangerinden Mariah Carey forsøgte søndag at forklare, hvorfor den kritiserede nytårsoptræden gik galt.
Det nye år startede ikke synderligt godt for popdivaen Mariah Carey, der de seneste dage er blevet kritiseret for sin optræden nytårsaften.
Lørdag skulle den kendte popsangerinde optræde ved nytårsshowet på Times Square i New York, hvor masser af mennesker var troppet op for at fejre det nye år.
“We Belong Together”-sangerinden var et af de kendte ansigter, der skulle få det fremmødte publikum i nytårsstemning, men det gik ikke helt som planlagt.
I stedet blev det til en optræden, der bød på både brok over tekniske problemer, playback og glemte sangtekster.
Det skriver ABC News.
Efterfølgende er den 46-årige sangerinde blevet kritiseret for sin dårlige optræden, og søndag tog hun så bladet fra munden i en pressemeddelelse.
– I går aftes, lige før hun gik på scenen, blev produktionsholdet og scenefolk gjort opmærksomme på, at Mariahs øresnegl ikke virkede, skriver en repræsentant for sangerinden i en meddelelse til ABC News.
Ingen vil stå ved kiks
Mariah Carey fik ifølge sin repræsentant at vide, at problemet ville løse sig, når først hun stod på scenen. Men det var ikke tilfældet, skriver repræsentanten.
– Så i stedet for at prøve at løse problemet, så Mariah kunne optræde, begyndte de at sende live, lyder forklaringen.
I meddelelsen skriver repræsentanten desuden, at sangerinden øvede sig på sin optræden tidligere på dagen, og at der på daværende tidspunkt ikke var lydproblemer.
Samtidig afviser Mariah Carey-lejren, at superstjernen havde planlagt at gennemføre koncerten med playback.
– Det er ikke unormalt at synge til et nummer under visse liveoptrædener, står der i pressemeddelelsen.
En repræsentant for Dick Clark Productions, der stod bag det store nytårsshow, afviser at være skyld i problemerne.
Hovedpersonen selv var også lynhurtigt klar over, at hun ville blive genstand for kritik, efter at hun havde spillet de tre numre. I hvert fald skrev hun efterfølgende en kort opdatering på Twitter.
– Shit happens. Hav et godt nytår alle sammen. Skål for at skabe flere overskrifter i 2017, skrev Carey.
/ritzau/FOKUS