Marseille-præsident er død

Bernard Tapie, som blandt andet er tidligere præsident for fodboldklubben Marseille, er død. Han blev 78 år

Tapie var både berømt og berygtet som finansmand og politiker. Her ses han i december 1999. (Arkivfoto.)
Tapie var både berømt og berygtet som finansmand og politiker. Her ses han i december 1999. (Arkivfoto.)
Udgivet Opdateret

Den franske finansmand og tidligere politiker Bernard Tapie er død. Han blev 78 år.

Det oplyser Tapies familie søndag i en meddelelse til det franske medie La Provence.

Tapie har blandt andet ejet aktiemajoriteten i den tyske sportsudstyr-mastodont Adidas i perioden 1990-93. 

Desuden har han været præsident i fodboldklubben Marseille. Det var i perioden 1986-94.

Tvunget til nedrykning

Klubben vandt Champions League med Tapie som præsident. 

Men den blev også ramt af beskyldninger om matchfixing og blev senere tvangsnedrykket og frataget det franske mesterskab.

Tapie ejede også det succesfulde cykelhold La Vie Claire i perioden 1984-91. Holdet havde blandt andre den femdobbelte Tour de France-vinder Bernard Hinault.

Avis-ejer og minister

Og så har Tapie også ejet den franske avis La Provence, ligesom han har været tv-vært, radiovært og spillet skuespil. 

Han var også minister i den franske regering i løbet af 1990'erne.

En af Bernard Tapies sønner har bekræftet dødsfaldet. Det er sket med et opslag på Instagram med et billede af sin far, hvor sønnen skriver "farvel".

Powered by Labrador CMS