Mary åbner helt op
Nu åbner Mary op omkring sine første 20 år i Danmark
Hun fylder 50 5. februar og har været næsten 20 år i Danmark.
I den forbindelse har kronprinsesse Mary været forbi DR og Johannes Langkilde for at kigge tilbage på sit liv.
"Udsendelsen vil byde på rørende øjeblikke fra kronprinsessens liv og til sidst - en overraskelse", lover DR i en pressemeddelelse.
Bagom de store begivenheder
Kronprinsessen tager under samtalen med Johannes Langkilde seerne med bag om de store begivenheder fra sine næsten 20 år i Danmark og fortæller om dem fra sin synsvinkel, og hun delagtiggør os i nogle af de anekdoter og tanker, som tv-billederne ikke viser.
Første gang på dansk
For eksempel er der scenen, som også har inspireret til udsendelsens titel, hvor Kronprinsessen og Johannes Langkilde taler om, hvordan hun udadtil kan virke så rolig og fattet, når hun indeni er smaddernervøs som for eksempel, da hun første gang skulle møde den danske presse sammen med Kronprins Frederik.
Kronprinsesse Mary forklarer, at hun kommer fra en familie, der har ’begge ben plantet på jorden og er gode til at omgås alle mennesker’. Og så tilføjer hun:
- Mine forældre har altid sagt, at man kan kun være sig selv, og det giver på en eller anden måde ro.
En tydeligt rørt Kronprinsesse
Brylluppet mellem Kronprins Frederik og Mary Donaldson i 2004 er naturligvis et af højdepunkterne i fødselsdagsportrættet, som DR viser på selve dagen, lørdag den 5. februar.
Det er også det sted i udsendelsen, hvor seerne vil opleve en tydeligt rørt Kronprinsesse Mary, fortæller Johannes Langkilde, der sammenfatter sin samtale med Kronprinsesse Mary sådan:
- Jeg oplevede en meget ægte Kronprinsesse med et meget stort engagement i det, hun laver.
Portrætudsendelsen ’Mary 50 år – Man kan kun være sig selv’ bliver sendt på selve fødselsdagen lørdag den 5. februar klokken 6.00 på DRTV og klokken 20.00 på DR1.