Retssag: Er denne danske trafikregel ulovlig?

Danmark skal fjerne 25-timersreglen for lastbilparkering på de danske rastepladser. Sådan lyder det nu for anden gang fra EU-Kommissionen, der giver Danmark fire måneder til at reagere.

En omstridt regel for lastbiler kan ende med at kaste en retssag af sig for Danmark. KLIK VIDERE OG SE DET OMSTRIDTE TRAFIKSKILT, SAGEN DREJER SIG OM. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix
En omstridt regel for lastbiler kan ende med at kaste en retssag af sig for Danmark. KLIK VIDERE OG SE DET OMSTRIDTE TRAFIKSKILT, SAGEN DREJER SIG OM. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

EU-Kommissionen har for anden gang sendt en advarsel i Danmarks retning om den omstridte danske 25-timers regel, der begrænser lastbilschauffører til maksimalt at må parkere 25 timer på landets 90 statsejede rastepladser.

Reglen bryder med EU’s hviletidsregler, mener Kommissionen, der nu har givet Danmark fire måneder til at fjerne reglen eller komme med en velbegrundet forklaring på, hvorfor den fastholdes.

Sker det ikke, agter EU-Kommissionen at hive den danske stat for EU-domstolen.

“Kommissionen finder, at den danske foranstaltning hverken er hensigtsmæssig, nødvendig eller står i et rimeligt forhold til målene,” skriver Kommissionen i en såkaldt begrundet udtalelse.

Ifølge Kommissionen skaber 25-timersreglen hindringer for udenlandske vognmænd, der udfører international transporter. Reglen begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser, der er garanteret ved EU’s vejstransportlovgivning, mener Kommissionen.

25-timersreglen trådte i kraft i juli 2018. Den blev vedtaget under den tidligere VLAK-regering for at dæmme op for pladsmangel på de danske rastepladser.

Det er anden gang Kommissionen truer Danmark med en EU-retssag om 25-timersreglen. Første gang var i en åbningsskrivelse i august 2018.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) bekræfter overfor Altinget, at regeringen torsdag d. 14. maj har modtaget svar fra Kommissionen om 25-timersreglen på parkering på statslige rastepladser.

“Indtil nu har vi ikke været enige i de argumenter, som Kommissionen har fremført om, at der er tale om et indgreb i retten til fri bevægelighed for visse tjenesteydelser. Vi vil nu se nærmere på Kommissionens begrundelse for at gå videre med sagen,” udtaler Benny Engelbrecht i skriftlig kommentar til Altinget.

Powered by Labrador CMS