Se billeder af prismodtagerne længere ned i artiklen
Fem forskere har torsdag fået overrakt priser af kronprinsesse Mary for deres indsats på forskellige felter.
Og det er ikke småpenge, som kronprinsessen ruttede med: Hver forsker modtager 1,2 millioner kroner - de 200.000 til evig arv og eje. De resterende penge går til videre forskning.
Annonce
"EliteForsk-priserne uddeles til fem forskere i international særklasse, der over et bredt felt bidrager med afgørende, ny viden om os selv og verden omkring os", skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet.
EliteForsk-priserne 2022
Et hidtil uset indblik i udfordringerne ved techgiganternes indsamling af data gennem vores sladrende mobiltelefoner.
Innovative kunstige muskler i silikone kombineret med talent for iværksætteri.
Vedholdende slid for at forbedre sikkerheden af vores lægemidler til gavn for hundredetusindvis af patienter.
Banebrydende viden om konsekvenserne ved langvarig stress hos børn.
Dybdegående studier af fortidens klima og miljø med afgørende betydning for at forstå nutidens klimaudfordringer.
- Jeg er virkelig glad for at kunne hylde fem forskere, som viderefører en flot tradition med dansk forskning i verdensklasse. Det er svært at træde nye stier ud uden nødvendigvis at vide, hvor de fører hen. Men det gør årets fem prismodtagere. På imponerende vis bidrager de fem prismodtagere til, at vores viden vokser, vores helbred bliver styrket, at vejen bliver banet for den grønne omstilling og døre bliver åbnet for nye eksporteventyr. Det kan de være stolte af, og det skal vi fejre, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
Priserne
De fem forskere modtager hver især 1,2 millioner kroner som anerkendelse af det arbejde, de og deres forskning har af betydning for vigtige udfordringer i samfundet.
1 million kroner går til prismodtagernes forskningsaktiviteter, mens de resterende 200.000 kroner er en personlig hæderspris.