Mary tavs om familiestrid
Kronprinsessen vil under Vietnam-besøget ikke forholde sig til den interne uro i den danske kongefamilie
Vietnam har høje målsætninger i kampen mod klimaforandringer, og Danmark har mange af de løsninger, der skal til for at nå dem.
Det siger kronprinsesse Mary under et erhvervsfremstød i netop Vietnam.
Kronprinsessen kalder klimaforandringerne et af verdens største udfordringer, og hun oplever en stor velvilje over for at høre, hvordan danske virksomheder energieffektiviserer.
- Vi bliver mødt med en kæmpe interesse for de løsninger, vi er kommet med. Vi har meget at byde på, siger hun.
Meget længere fremme
Både Danmark og Vietnam har en målsætning om at være klimaneutrale i 2050. Men det danske og det vietnamesiske udgangspunkt for at nå det er vidt forskelligt, lyder det fra kronprinsesse Mary.
- Vi er langt længere fremme. Vi har mange af de løsninger, der skal til for at bidrage til at opnå så stort et mål, siger hun.
Under erhvervsfremstødet bliver kronprinsessen også spurgt til, hvad hun tænker om den uro, der er i den kongelige familie for tiden.
Her bliver der henvist til, at prins Joachims fire børn får frataget deres titler som prinser og prinsesse fra det nye år, hvilket har berørt prinsen, som blandt andet har sagt, at hans børn med fratagelsen er blevet gjort fortræd.
Ingen kommentarer
Men det vil den storsmilende kronprinsesse ikke sige noget om.
- Jeg har ikke yderligere at tilføje til det, jeg allerede har sagt. Så jeg håber, at I ikke er rejst hele denne vej for at stille dette spørgsmål, siger hun.
Kronprinsessen bliver også foreholdt, at prins Joachims hustru, prinsesse Marie, har sagt, at prinseparrets forhold til kronprinsparret er kompliceret.
Hun ønsker ikke at kommentere, hvordan deres forhold er kompliceret.