Marys far fylder 80

John Donaldson er en anerkendt matematikprofessor, men uden for universitetet er han nok mest kendt som kronprinsesse Marys far. 5. september fylder han 80 år

I maj 2004 ændrede professor John Donaldsons liv sig, da hans yngste datter, Mary, blev gift ind i den danske kongefamilie. Siden har han haft flere ture til Danmark, blandt andet i forbindelse med fødselsdage og barnedåb. Her ses han med sin hustru Susan. (Arkivfoto)
I maj 2004 ændrede professor John Donaldsons liv sig, da hans yngste datter, Mary, blev gift ind i den danske kongefamilie. Siden har han haft flere ture til Danmark, blandt andet i forbindelse med fødselsdage og barnedåb. Her ses han med sin hustru Susan. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Med humor, følsomhed og stor kærlighed holdt John Donaldson i 2004 tale ved sin datter, Mary Donaldson, og kronprins Frederiks bryllup.

Hans udstråling og bryllupstalen slog danskerne omkuld. De var vilde med kronprinsesse Marys far, der førte sin datter op ad kirkegulvet iført skotsk kilt.

I den efterfølgende tid berettede flere medier om, hvordan kronprinsens svigerfar blev stoppet af danskere på gaden, der komplimenterede hans tale.

Stor glæde

I talen udtrykte John Donaldson blandt andet sin tillid til, at kronprins Frederik var god for Mary.

- Selv om fædre nu om stunder ikke har meget at skulle have sagt i sådanne spørgsmål, så er det med stor glæde og tillid, at jeg overgiver hende i Frederiks varetægt.

- Frederik er en intelligent, sporty, munter og yderst tiltalende ung mand - hvad mere kan en svigerfar ønske sig?, lød det 14. maj 2004.

Meget privat

Søndag 5. september fylder matematikprofessor John Dalgleish Donaldson 80 år.

Det er dog ikke mange ord, kronprinsessens far har sagt i det offentlige. Hverken før brylluppet mellem Frederik og Mary eller i de efterfølgende år.

Han er et privat menneske.

John Donaldson er født i Edinburgh i Skotland, men flyttede efter universitetsstudier i matematik og fysik senere til øen Tasmanien ved Australien. Her havde hans far fået job som skibskaptajn i et stort handelsselskab.

Han udbyggede uddannelsen fra Edinburgh med en ph.d.-grad fra University of Tasmania. Her var han også i en lang årrække ansat som professor, institutleder og dekan for det naturvidenskabelige fakultet.

Arbejdet i Aarhus

I kortere perioder har John Donaldson været forelæser på blandt andet Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Han har også undervist i USA, Thailand, Korea og flere steder i Europa.

Så selv om mange danskere kender ham som kronprinsesse Marys far, er han kendt på universiteter verden over for noget andet - sit arbejde.

Donaldson har fire børn med sin første hustru, Henrietta Donaldson. Kronprinsesse Mary er den yngste i børneflokken.

Døde under hjerteoperation

Henrietta Donaldson døde pludseligt i 1997 under en hjerteoperation. Det var et stort tab for familien og en stor sorg, har kronprinsesse Mary tidligere fortalt.

Siden 2001 har John Donaldson været gift med krimiforfatter Susan Donaldson.

Til daglig bor de i England, men parret har boet flere steder i Europa og har jævnligt besøgt Tasmanien og Australien, hvor kronprinsesse Marys tre søskende fortsat bor.

Powered by Labrador CMS