Masser af blåt blod på kongejagten i Gribskov
Dronning var dagens officielle vært. Det var dog kronprinsen, der stod i spidsen for selve jagten.
Nok var det dronning Margrethe, der var officiel vært, da der onsdag blev afholdt kongejagt i Gribskov i Nordsjælland. Ved selve jagten var det dog kronprins Frederik, der stod i spidsen. Nøjagtig som hans far gjorde det, da han levede.
Artiklen fortsætter under videoen
Noget kunne endda tyde på, at kronprinsen er ved at indføre nye tider i Kongehuset, når det gælder disse jagter. Det påpeger kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen overfor BT.
I galleriet over artiklen kan man se billeder fra den kongelige jagt.
Han forklarer, at der blandt de 23 indbudte jægere var en større repræsentation fra de europæiske fyrstehuse, end tidligere set.
– Det her selskab tyder på, at kronprinsen har skruet lidt op for fornemmetheden. Jeg tror aldrig, prins Henrik har haft så mange prinser med. Kronprinsen ønsker tydeligt at styrke forbindelsen til ligestillede og ligesindede, siger han til mediet.
Blandt de kongelige deltagere var for eksempel prinsesse Benediktes søn, prins Gustav zu Seyn-Wittgenstein-Berleburg, prins Phillip von Hessen og prins Ferdinand zu Schleswig-Holstein.
Også en række fra den danske adel deltog. Her iblandt lensgreve Bendt Wedell samt grev Michael Brockenhuus-Schack.
Efter jagten blev der som traditionen byder afholdt jagtparade og dagens udbytte præsenteret. Paraden talte en enkelt ræv og dertil både kronvildt og dåvildt.