Matador-villa stadig til salg: Stor ændring af prisen
Der er barberet 10 mio. kroner af prisen, men værdien er formindsket tilsvarende.
Umiddelbart lyder det af meget, at den legendariske Holte-villa, der har en vigtig rolle i TV-serien Matador, er blevet sat ned i pris med hele 10 millioner kroner.
Der er dog en ganske simpel forklaring på prisjusteringen, som er sket, siden villaen blev sat til salg i begyndelsen af året. Det fortæller Søren Heilesen, partner i ejendomsmæglerforretningen Claus Borg og Partner, til Newsbreak.dk.
– Vi har gjort det, at huset er udbudt 10 millioner kroner lavere denne gang, men vi har samtidig skåret noget af grunden fra.
Kort fortalt betyder det, at grunden på Dronninggårds Allé er skrumpet fra omtrent 10.000 kvadratmeter til 7500 kvadratmeter. De resterende 2500 kvadratmeter har ifølge Heilesen en værdi af … ja, 10 millioner kroner.
Dermed kan den legendariske villa altså nu erhverves for 42,5 millioner kroner.
Ingeborgs hjem
Hvis du synes, du har set det 440 kvadratmeter store hus før, så er det garanteret også rigtigt.
Villaen er nemlig en af de helt store manifestationer af Mads Skjerns opstigning i den legendariske TV-serie Matador, skriver Boliga. Hovedrollen i serien køber en millionvilla til sin kone Ingeborg.
Den rolle varetages altså i serien af Holte-villaen her, der i virkeligheden ligger ud til Furesøen.
I det første halve år 2019 bliver husene i postdistriktet Holte, hvor “Mads Skjerns” hus ligger, solgt for i gennemsnit 38.641 kroner pr. kvadratmeter. Det er over 22.000 kroner mere for en kvadratmeter end landsgennemsnittet for villa og rækkehuse, der ligger på 16.433 kroner, viser tal fra Boliga.dk.
Ejendommen har i næsten 70 år været ejet af den samme familie: Øvlisen og Hallas-Møller – der står bag medicingiganten Novo Nordisk.
Du kan se billeder af den majestætiske villa i galleriet over artiklen.
Et andet Matador-hjem
Nu vi er ved Matador, så er her en sjov historie. Det var ganske vist ikke i Holte, at en 20-årig mand fra Roskilde midt om natten lørdag pludselig syntes, at han genkendte et hus fra TV-serien., skrev Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport for weekenden.
En beboer i Hedegade anmeldte, at der stod en mand og hamrede på hans dør. Det fandt han ubehageligt og ringede til politiet.
Det fik en patrulje til at komme og afkræve forklaring. Den spirituspåvirkede mand var tilfældigt kommet forbi huset og var sikker på, at det var med i Matador, så det ville han ind at se.
Patruljen sagde “glem det” og kørte manden hjem.