Hazard: Kritikken af min VM-indsats var fair

Det overståede VM i Brasilien blev slet ikke den succes for Belgien, som mange iagttagere havde spået. Foto: /free
Udgivet Opdateret

Den offensive profil Eden Hazard kan se tilbage på et VM, hvor han personligt ikke fik den helt store succes.

Der var store forventninger til den belgiske landsholdsstjerne Eden Hazard inden sommerens fodbold-VM. Men hverken Hazard eller Belgien indfriede ambitionerne ved slutrunden i Brasilien.

Det stoppede brat med et nederlag i kvartfinalen mod Argentina, som endte med at nå hele vejen til finalen. Og det var ikke en stor nok succes for belgierne, mener Hazard.

– Som hold kunne vi have gjort det bedre. Men at tabe til finalisterne og være mellem de bedste otte nationer i turneringen er ikke så dårligt, siger Hazard ifølge den belgiske avis Sudpresse.

Kritikken haglede også ned over Hazard, som måske var den største af Belgiens mange unge stjerner.

– På et personligt plan anerkender jeg, at kritikken mod mig var på sin plads. Jeg forsøgte at yde mit maksimale, men det gik ikke, som jeg havde ønsket.

– Jeg håber at brillere ved EM i 2016 i Frankrig, og jeg vil stadig have mulighed for at spille ved to eller tre verdensmesterskaber, siger Hazard.

Den 23-årige Chelsea-spiller lagde op til Divock Origis matchvindermål i gruppespillet mod Rusland, men kom ikke selv på tavlen under VM.

I kvartfinalen mod Argentina blev Hazard sågar udskiftet efter 75 minutter efter en anonym og uinspirerende indsats.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS