Med Josefine i centrum

Josefine Høgh er gennemgående vært, mens Flemming Povlsen, Martin Jørgensen og Per Frimann er blandt eksperterne ved DR's dækning af fodbold-VM i Qatar

Offentliggjort Sidst opdateret

DR præsenterer nu det hold, der dribler ind under kanalens dækning af fodbold-VM i Qatar.

Den mellemøstlige stat er vært ved vinterens slutrunde i fodbold. En beslutning, som har været aldeles omdiskuteret og kritiseret.

Derfor har DR valgt at sende dækningen fra Folkehuset Absalon i København.

Folkehuset Absalon er en tidligere kirke, som i dag er et moderne forsamlingshus, hvor folk på tværs af alder og kulturer kan mødes.

Præcis, som det bør være til VM i fodbold, lyder det fra DR i en pressemeddelelse.

Gennemgående vært

Josefine Høgh, der selv har spillet for Danmarks kvindefodboldlandshold, er DR's gennemgående vært i tv-dækningen.

Hun får selskab af et panel af skiftende gæster i form af Lars Jacobsen, Flemming Povlsen og Mikkel Bischoff, der alle er kendt fra Warner Bros. Discoverys fodbolddækning.

Også DR's egen fodboldkommentator Arnela Muminović slutter sig til dem.

To kommentatorhold står klar

I Qatar har DR to kommentatorhold parat.

Det ene par udgøres af DR Sportens Andreas Kraul samt Per Frimann, tidligere landsholdsspiller og mangeårig ekspert hos Viaplay.

Det andet makkerpar består af DR's Henrik Liniger samt Martin Jørgensen, der har samme baggrund som Per Frimann.

Med i Qatar er også DR's fodboldekspert Francis Dickoh, der vil fungere som ekspert og kommentator på alle DR's platforme.

Josefine Høgh er i dag vært på DR Sporten og har selv en fortid som fodboldspiller. Den 33-årige DR-profil har tidligere repræsenteret de rød-hvide farver på Danmarks kvindefodboldlandshold. (Arkivfoto).
Josefine Høgh er i dag vært på DR Sporten og har selv en fortid som fodboldspiller. Den 33-årige DR-profil har tidligere repræsenteret de rød-hvide farver på Danmarks kvindefodboldlandshold. (Arkivfoto).

Også DRs udlandsredaktion

Foruden DR Sportens medarbejdere vil DR's udlandsredaktion også være til stede i Qatar i form af blandt andre Puk Damsgård.

DR's dækning af VM i Qatar kommer på alle platforme til at gå på to ben, så der både er en dækning af det sportslige, men også af Qatars omstridte værtskab.

Blandt andet i dokumentaren "Verdens bedste VM?", som i tre afsnit fortæller historien om, hvordan VM havnede i Qatar, og de menneskelige omkostninger som beslutningen har haft.

Slutrunden afvikles i Qatar mellem 20. november og 18. december 2022.

Powered by Labrador CMS