Mediekonge på godt og ondt

Rupert Murdoch er en af klodens dygtigste og mest omstridte pressefolk. Striber af skandaler og ejer af tv-stationer og masser af aviser. Nu fylder han 90

Mediemogulen Rupert Murdoch fylder den 11. marts 90. – Foto: Mike Segar/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Var der en tanke bag, da Fox News efter USA’s præsidentvalg i november 2020 før andre store tv-stationer erklærede, at Joe Biden vandt præsidentvalget i delstaten Arizona?

Fox News var ellers kendt som Trump-kanalen.

En tv-station, som i Trumps fire år som USA’s præsident havde været usædvanlig loyal over for ham.

Og tjente styrtende med penge på det også.

Men måske havde gamle Rupert Murdoch, der ejer Fox News, på forhånd lugtet, at Trump ville tabe.

Ifølge Irish Times ringede Trump endda til Murdoch og bad ham annullere erklæringen om Arizona-sejren til Biden.

Men australieren Murdoch var ikke til at rokke. Arizona gik til Biden, og det viste sig at holde stik.

Stor erfaring

Rupert Murdoch har stor erfaring med at holde på den rigtige hest.

Den 11. marts fylder han 90 år, så han har været i branchen længe, uden at lade sig vælte af krav, skandaler og modvind.

Han er blevet rig på at vælge rigtigt og så også på sport, skandaler og afklædte kvinder.

Det er opskriften på en succesfuld tabloidavis, og aviser er noget, der alle dage har interesseret Murdoch.

Allerede i skoletiden var han medredaktør på både skolens og de studerendes avis.

En stor succes

Som blot 21-årige overtog han to skrantende australske aviser fra sin netop afdøde far.

Murdoch forvandlede familieforetagendet News Limited til en stor, kommerciel succes.

Han begyndte at opkøbe andre aviser – først i Australien, men senere også Storbritannien og USA.

Især den britiske tabloidavis The Sun blomstrede op, da Murdoch overtog den.

Og læserne strømmede til fra hele verden.

Ejede 800 virksomheder

I 2000 ejede Murdoch over 800 virksomheder i mere end 50 lande med en værdi på over fem milliarder dollar.

Men en mand som Murdoch går ikke igennem livet uden skandaler.

Den første store skandale i egne rækker opstod, da han flyttede den traditionelle medieproduktion væk fra Fleet Street i London og fyrede 6000 medarbejdere.

Men hvad der virkelig ødelagde Murdochs ry i England, var hacking-skandalen i 2011.

Det blev afsløret, at familiens aviser havde aflyttet både kendte og ukendtes telefoner i årevis.

Både Rupert Murdoch og hans søn James Murdoch, som havde chancen for at stoppe aflytningerne, men ikke gjorde det, kom i ilden.

Satsede på USA

Efter hacking-skandalen trak Murdoch sig ud af det britiske marked og satsede herefter på USA, hvor han blandt andet ejer 20th Century Fox og Fox News.

Rupert Murdoch har været gift hele fire gange og har seks børn.

Han kan selv levere stof til tabloidspalterne. Få dage før sin 85 års fødselsdag sagde Murdoch ja til sin fjerde kone, Jerry Hall.

Hun har fire børn fra sit tidligere forhold med Mick Jagger, der er forsanger i Rolling Stones.

Powered by Labrador CMS