Megashow udskudt

Dette års Grammy-uddeling i Los Angeles er udskudt til den 14. marts på grund af stigende coronasmitte

Trevor Noah, der er vært for The Daily Show, skal styre prisuddelingen ved dette års Grammy Awards, som arrangørerne har udskudt til den 14. marts på grund af coronasituationen. (Arkivfoto). – Foto: Mike Blake/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Dette års udgave af musikbranchens mest prestigefyldte prisshow, Grammy Awards, der skulle være afholdt 31. januar i Los Angeles, bliver udskudt til midten af marts på grund af stigende coronasmitte.

Det oplyser arrangørerne The Recording Academy og tv-stationen CBS.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Tidligere tirsdag skrev medierne Rolling Stone Magazine og Variety på baggrund af flere anonyme kilder, at showet ville blive udskudt.

Det bekræfter arrangøren natten til onsdag dansk tid i en meddelelse.

– Efter samtaler med sundhedseksperter, vores vært og kunstnere, der efter planen skulle optræde, rykker vi det 63. årlige Grammy Awards til at blive transmitteret søndag 14. marts, oplyser arrangørerne.

Beslutningen er ifølge meddelelsen truffet på baggrund af den “forværrede” covid-situation i Los Angeles.

– Hospitalerne er overbebyrdede, intensivafdelingernes kapacitet er fyldt ud, og nye retningslinjer fra regeringen og lokale myndigheder har alt sammen fået os til at konkludere, at en udsættelse af vores show var det rette at gøre, hedder det i meddelelsen.

Venter på udmelding om vært

“The Daily Show”-vært Trevor Noah var udpeget til at være vært for showet. Det vides ikke, om det også er ændret som følge af udskydelsen.

Arrangørerne oplyste inden nytår, at de ville forsøge at ændre den måde, prisuddelingen normalt afholdes, blandt andet ved at droppe den røde løber og publikum.

Prisuddelingen overværes normalt af et publikum på omkring 18.000 i Staples Center i Los Angeles, men i år er det planen, at showet skal afvikles stort set uden publikum.

Også filmbranchens Oscar-prisuddeling er udskudt. Den skulle være afholdt i februar, men er rykket til april, meddelte arrangøren i 2020.

Powered by Labrador CMS