Meghan får 9 kr. i erstatning
Hertuginde Meghan sagsøgte avis, efter at den havde offentliggjort privat brev, hun skrev til sin far
Der er formentlig sat et punktum i hertuginde Meghans årelange strid med tabloidavisen Mail on Sunday.
Avisen har nemlig formelt bekræftet, at den og dets søsterwebsite MailOnline accepterer nederlaget og ikke vil tage sagen til højesteret.
Den vil også give hertuginden en erstatning på ét pund svarende til cirka ni kroner, efter at den er blevet dømt for at have krænket hendes privatliv ved at offentliggøre dele af et personligt brev.
Det skriver The Guardian med henvisning til retsdokumenter.
Privat brev
Avisen blev sidste år af High Court (svarende til landsretten) dømt for at have trykt dele af et brev, som Meghan Markle skrev til sin far, Thomas Markle.
Mail on Sunday offentliggjorde dele af det håndskrevne brev i 2019, og hertuginden meddelte senere samme år, at hun sagsøgte mediet.
Appeldomstolen i London afviste i december en anke fra Mail on Sunday og gav Meghan ret i, at indholdet af brevet var "personligt, privat og ikke en sag af legitim offentlig interesse".
Der blev lagt vægt på, at det ikke var nødvendigt at offentliggøre så store dele af brevet, som avisen gjorde.
Slap for at vidne
Med afvisningen slap hertuginde Meghan for at skulle tage del i en retssag, hvor både hun og hendes far skulle have vidnet.
Hun anlagde også en særskilt sag, hvor hun anklagede avisen for at krænke hendes ophavsret ved at offentliggøre dele af brevet.
Af retsdokumenterne fremgår det, at avisen også vil betale et uspecificeret beløb for sagen om krænkelse af Meghans ophavsret.
Medieadvokat Mark Stephens siger til The Guardian, at det lille beløb erstatningsbeløb på et pund tyder på en svaghed i hertugindens sag.
Usædvanlig erstatning
- Normalt ville du forvente 75.000 til 125.000 pund for denne slags krænkelse af privatlivet.
- Det viser, at hendes omdømme var et område, hvor hun effektivt havde invaderet sit eget privatliv.
Hertuginde Meghan har flere gange slået fast, at hendes årelange juridiske kamp mod Associated Newspapers, udgiveren af Mail on Sunday, handlede mere om principper end penge.
- Denne sejr kan danne præcedens. Men det, som er allermest afgørende, er, at vi i fællesskab er modige nok til at ændre en tabloidindustri, der lærer folk at være ondskabsfulde og profiterer af de løgne og den smerte, som de skaber, sagde hertuginden efter sejren i december.
Tom trussel
Associated Newspapers sagde i december, at de var villige til at tage sagen til højesteret. Men det har vist sig at være en tom trussel.
Mail on Sunday skulle ifølge afgørelsen offentliggøre en undskyldning på sin forside og betale sagens omkostninger.
Ifølge The Guardian løber de op i mere end en million pund svarende til cirka 8,9 millioner kroner.