Meghan har arvet sin mors styrke
Meghans mor har angiveligt sluttet sig til sin datter og hendes familie på Vancouver Island.
Den 8. januar meddelte prins Harry og hertuginde Meghan, at de ønskede at trække sig som fremtrædende medlemmer af den britiske kongefamilie. Lige siden har de det meste af tiden opholdt sig på Vancouver Island i Canada.
Meghan tog dertil blot nogle få dage efter bekendtgørelsen mens Harry blev i England for at rede trådene ud med sin bror, far og dronningen.
Artiklen fortsætter under videoen
Hertuginden var dog ikke alene, mens hun var adskilt fra sin mand. Ifølge People havde hun besøg af både gode venner og sin mor i perioden.
Mediet skriver også, at Meghan ifølge en kilde får en stor del af sin styrke fra netop sin mor, som i høj grad ser ud til at bakke op om sin datter i forbindelse med, at hendes og Harrys roller som kongelige nu ændrer sig.
En anden kilde har desuden fortalt, at Meghan og hendes mor er meget tæt knyttet, og at Harry kommer rigtig godt ud af det med sin svigermor. Omvendt ser det også ud til, at Meghan nyder stor respekt i Harrys familie. Endda fra den ypperste af dem alle.
“Jeg vil gerne takke dem for alt deres dedikerede arbejde i hele dette land, for Commonwealth og så videre. Jeg er især stolt af, hvordan Meghan så hurtigt har formået at blive en del af familien”, lød det fra dronningen i hendes erklæring om Harry og Meghans beslutning om at trække sig.
People har tidligere beskrevet, hvordan Meghan og Harrys ønske om at få et så normalt familieliv som muligt, spillede en kæmpe rolle omkring deres beslutning omkring at frasige sig deres kongelige roller. Desuden om hvordan de efter Archies fødsel fik endnu mere fokus på ‘at gøre det rigtige’ for deres egen lille familie.