Messerschmidt bekræfter: Med i Vild med dans
Morten Messerschmidts partner, Dot Wessmann, træder ud på dansegulvet til efteråret, når den nye sæson af "Vild med dans" går i gang.
Det skriver Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, i et opslag på Facebook.
- Indrømmet - det er ikke mange sæsoner af vild med dans, jeg har fulgt. Men til efteråret bliver det anderledes. Der er ikke meget, jeg glæder mig så meget til som at se Dot på dansegulvet sammen med de andre dygtige deltagere, skriver han.
Driver Bakkens Hvile
Dot Wessmann ejer og driver sangerindepavillonen Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken nord for København.
Her optræder hun også jævnligt som bakkesangerinde, hvilket hun har gjort i mange år.
Om tre år kan Bakkens Hvile fejre 150 års jubilæum - på samme tid kan Dot Wessmann fejre sit 50-års jubilæum.
Andre kendte ansigter
TV 2 har endnu ikke bekræftet eller offentliggjort, hvem der er årets ti deltagere i den kommende 21. sæson af programmet, som får premiere til september.
Men ugebladet Her og Nu har erfaret en række af de kendte dansere. Heriblandt 24-årige Rachel Ellebye, der har været med i "Årgang 0", realitystjernen Philip May og skuespilleren May Simón Lifschitz.
Erstatter Sarah Grünewald
Den professionelle danser Cilia Trappaud blev tidligere annonceret som ny vært på programmet. Hun erstatter Sarah Grünewald, som takkede af sidste år efter et årti i spidsen for det populære program for at gøre plads til nye udfordringer.
Martin Johannes Larsen udgør den anden del af værtsparret.
Skal på dommerjagt
Ud over at have fundet en ny vært skal TV 2 også på jagt efter en række nye dansedommere.
Standarddronningen Anne Laxholm har bebudet sit exit efter 20 sæsoner.
Det er ikke oplyst, om de tre øvrige dommere, balletmester Nikolaj Hübbe, danser og koreograf Sonny Fredie-Pedersen og danser Marianne Eihilt, vender tilbage for at bedømme hæl og tå i den kommende 21. sæson af programmet.