Messerschmidt dyrker særlig sport

Partigeneralen hjalp Dot på sidelinjen inden hendes exit fra 'Vild med Dans'

Offentliggjort Sidst opdateret

I den korte tid Dot Wessman nåede at folde sig ud i ’Vild med Dans’, sad kæresten, Morten Messerschmidt, trofast og fulgte med fra sidelinjen i studiet.

- Jeg prøver at servicere hende på anden vis imens. Jeg laver mad til hende, og sørger for at hverdagen fungerer, og prøver at bakke hende op, så godt jeg kan, sagde det 43-årige folketingsmedlem til Kendte.dk fredag aften kort før Dots exit.

Tilbud om at danse selv

Formanden for Dansk Folkeparti har overvejet, hvordan han skal reagere på en eventuel invitation til dansekonkurrencen.

- Det ville være en letsindig producer, der ringede og inviterede. Jeg vil gøre det klart, at min fysiske mobilitet ikke modsvarer forventningerne.

Foretrækker vin til dansen

Morten Messerschmidt har dog ikke noget imod dans.

- Jeg synes, det er dejligt at se på, men skal helst have et glas vin, hvis jeg skal tage en svingom, afslørede han videre.

Den eneste sport

Morten Messerschmidts sportslige udfoldelser kan i det hele taget ligge på et lille sted. Udover at servere fadøl i Bakkens Hvile om sommeren, så gør han absolut intet for at holde sig i form.

- Den eneste sport jeg dyrker af og til, er rygcrawl på Christiansborg, sagde han som et billede af at være i modvind på den politiske arena.

Dot Wessman og Morten Messerschmidt efter hendes exit fra dansekonkurrencen fredag aften.
Powered by Labrador CMS