Metallica kommer til Danmark næste år

Bandet med danske Lars Ulrich bag trommerne kommer til Danmark på en udendørs Europaturné.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter en rost koncert i Jyske Bank Boxen i Herning tidligere i år bliver det københavnernes tur til at få besøg af Metallica i 2019.

Det sker den 11. juli, hvor det bliver Telia Parken i København, der skal lægge hus til koncerten. Det oplyser arrangøren, Live Nation, i en pressemeddelelse.

Med hits som “Master of Puppets”, “Enter Sandman” og “Nothing Else Matters” er Metallica blevet et af verdens største heavy metal-bands.

Koncerten i København er et led i “Worldwired”-turnéen, der promoverer bandets seneste album “Hardwired… to Self-Destruct” fra november 2016, og Metallica skal spille 25 koncerter i 20 lande i løbet af foråret og sommeren næste år.

Fokus på udendørskoncerter

Selv om bandet allerede i maj afsluttede en turné i Europa, vil der denne gang være fokus på udendørskoncerter på stadioner, i parker og endda en koncert på et slot.

På deres europæiske udendørsturné vil de blandt andet lægge vejen forbi Milano, Dublin og Bruxelles. Turnéen starter den 1. maj i Lissabon.

Sidste gang Metallica besøgte Danmark var i marts i år.

Her slog bandet publikumsrekorden ved en enkeltstående koncert i Boxen i Herning, da 15.300 mennesker overværede “Worldwired”-koncerten.

Første metalband til svensk pris

I juni modtog Metallica som det første metalband nogensinde en af musikbranchens mest prestigefyldte priser, nemlig den svenske Polar Prize.

Det var den danskfødte trommeslager Lars Ulrich og bassisten Robert Trujillo, der modtog prisen på vegne af bandet.

Prisen er tidligere givet til artister som Patti Smith, Paul Simon og Paul McCartney.

Under 2019-turnéen vil det svenske rockband Ghost og den norske punktrio Bokassa være med hele vejen.

Koncerten i juli næste år bliver den første i Parken siden 2004.

Billetsalget starter fredag 28. september klokken 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk og priserne ligger mellem 470 og 910 kroner.

Powered by Labrador CMS