Metallica markerer turnéstart med dansk hyldest
Bandet med danske Lars Ulrich bag trommerne starter snart den nordamerikanske del af sin verdensturné.
Med hårdkogte hits som “Master of Puppets”, “Enter Sandman” og “Nothing Else Matters” har Metallica cementeret sit navn som et af verdens største heavy metal-bands.
Firkløveren bestående af forsanger James Hetfield, guitarist Kirk Hammett, bassist Robert Trujillo og danskfødte Lars Ulrich bag trommerne tager snart sin seneste plade, “Hardwired…to Self-Destruct”, på den nordamerikanske del af verdensturnéen “WorldWired Tour”.
Det markerer det grammyvindende hitband ved at udgive en video på sin officielle Youtube-kanal, som viser en række korte klip fra koncerter overalt på kloden til tonerne af nummeret “Hardwired”.
Først ses en sekvens fra en koncert i det mellemamerikanske land Costa Rica. Derefter et klip fra en koncert i den amerikanske storby New York og dernæst en bid fra en af bandets koncerter i København.
Der er også klip fra koncerter i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, den canadiske storby Toronto og Colombias hovedstad, Bogotá.
Den nordamerikanske tour starter i Baltimore i delstaten Maryland den 10. maj og slutter i San Francisco i Californien den 13. august.
Det fremgår af bandets hjemmeside.
Herefter tager bandet på verdensturné, som bringer dem forbi Jyske Bank Boxen i Herning den 27. marts 2018.
Metallica indviede Royal Arena i Ørestad i København den 3. februar i år og spillede yderligere to koncerter.
Bandet skulle egentligt have optrådt fire gange, men måtte aflyse den ene koncert, fordi forsanger James Hetfield blev syg.
Metallica har flyttet den aflyste og udsolgte koncert til den 2. september i år.
Se videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=qCg9veHEO2c
/ritzau/FOKUS