Mette-Marit i tårer
Rørende øjeblikke, da det norske kronprinspar besøgte stedet hvor to personer blev dræbt af skud i Oslo natten til lørdag
Det norske kronprinspar Haakon og Mette-Marit havde taget deres yngste søn - prins Sverre Magnus - med, da de lørdag lagde blomster på pladsen foran London Pub i Oslo, hvor to personer natten til lørdag blev dræbt.
Lørdag skulle der være afholdt en stor pride-parade i området. Men den er nu aflyst.
Mette-Marit var tydeligt berørt over situationen.
Det samme var kronprins Haakon, da han efter blomsternedlæggelsen kom med korte kommentarer til den voldsomme hændelse:
"Vi skal i disse dage forsøge at passe ekstra godt på hinanden. Pas på vennerne i det miljø, der er hårdest ramt. Det er vigtigt, at vi står fast på, hvem vi er. At Norge er et land, hvor det er tilladt at elske hvem man vil og være sammen med hvem man vil. Det skulle markeres og fejres i dag. Det var ikke sådan, vi havde forestillet os. Det er vigtigt, at vi står op for de rettigheder og de værdier. Det er ikke noget, vi kan tage for givet, det er noget, vi skal kæmpe for, og det gør vi i dag" sagde kronprins Haakon ifølge en pressemeddelelse fra det norske hof.