Mette Winge er død

Forfatter Mette Winge er afgået ved døden

Her ses forfatteren Mette Winge i midten, der ankommer til Lise Nørgaards 80-års fødselsdag sammen med skuespillerne Solbjørg Højfeldt og Henning Jensen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forfatter og tidligere programchef i DR Mette Winge er død. 

Det oplyser forlaget Gyldendal i en pressemeddelelse.

Ifølge Gyldendal døde Mette Winge fredag "efter længere tids sygdom". 

Hun blev 85 år.

Både det skrevne og det læste ord har været omdrejningspunktet for Mette Winges liv.

Allerede i en tidlig alder fandt hun stor tryghed og fascination i litteraturen.

Chef for P1

Størstedelen af barndommen og ungdommen gik med både at læse og skrive. 

Det drog hende mod en uddannelse som bibliotekar, og efterfølgende blev hun dr.phil fra Københavns Universitet.

I 1982 blev hun den første kvinde på en post som programchef i Danmarks Radio (DR).

 Først som chef for teater- og litteraturafdelingen, og fra 1988 til 1990 var hun chef for hele radiokanalen P1.

"Fuglebal"

Samtidig havde hun fuld gang i sit eget skønlitterære forfatterskab.

Hun romandebuterede i 1988 med den anmelderroste "Skriverjomfruen - en guvernanteroman". Bogen beskrev jomfru Biehls liv som Danmarks første professionelle, kvindelige forfatter i 1700-tallet.

Efterfølgende har hun skrevet en læng række bøger. Blandt andet "Novemberlys", "Sandflugt", "Den femte vinter" og "Fuglebal".

Powered by Labrador CMS