Michael Falch: -Blev corona-crazy
Den 63-årige rockmusiker har stået på en scene, siden han var en ung knægt på 12 år.
Seks gange blev musikeren Michael Falch spurgt, om han ville være med i musikfortolkningsprogrammet “Toppen af poppen”. Og indtil 2017 lød svaret: “nej tak!”.
Da programmet fik premiere tilbage i 2010, foregik optagelserne de første sæsoner i eksotiske omgivelser som Antigua, Mexico og Mallorca, og det gjorde Michael Falch yderst forbeholden, fortæller han på et pressemøde forud jubilæumsprogrammerne “10 år på Toppen af poppen”.
– Der var noget i konceptet, som mindede om alt muligt andet i mine øjne. Der var lidt “Robinson” over det med longdrinks, strand og palmer. Det hjalp gevaldigt, da man rykkede optagelserne hjem til Danmark, mener Michael Falch.
– Det blev mindre kulørt – uden at blive kedeligt – og der kom mere fokus på sangskrivning og livshistorier. Jeg kunne mere se mig selv i det og fik mere respekt for konceptet, selv om jeg blev ved med at slå mig i tøjret, fordi jeg stadig var usikker på det kulørte. Men det viste sig at blive en meget medrivende og opløftende oplevelse.
Derfor var det uden betænkningstid, da TV2 spurgte Michael Falch, om han ville deltage i tiårsjubilæet for “Toppen af poppen”.
Mange troede jeg var væk
Spørger man musikeren, hvad hans deltagelse tilbage i 2017 betød, tøver han ikke med at svare “en hel del”.
– Jeg har en fornemmelse af, at en hel del publikummer troede, jeg havde stillet træskoene tilbage i 80’erne, for hvem jeg er gået under radaren i mange år, selv om jeg har været mere aktiv end nogensinde, siger Michael Falch og fortsætter:
– På den måde kan jeg mærke, at mange har genopdaget mig og mine sange. Også et yngre publikum. For hvis man er under 30 år og ikke har set “Rejseholdet” eller hørt Åh Abe-pladerne i sin barndom, er det ikke sikkert, man ved, hvem jeg er. Så jeg tror vitterligt, det har givet et større publikum, vurderer han.
Mange af de publikummer havde sikret sig en billet til Malurt, som sidste år genopstod.
Men stikket blev ufrivilligt trukket efter blot fem koncerter grundet coronapandamien.
– Hvis jeg spørger mig selv, hvem er jeg, så er jeg en, der skriver sange og står på en scene og spiller dem. Så er jeg selvfølgelig også far, morfar, ven af nogle og i perioder kærester med nogle. Men mest af alt er jeg en, der står på en scene og synger mine sange, siger Michael Falch.
– Så lige nu er jeg en, der ikke er mig selv. Jeg er ude af mig selv. Ved siden af mig selv. Det er så spøjst, for i så mange år krævede det så meget af mig at komme ind på den scene. Det var så nervebetonet. Nu er det der, jeg føler mest hjemme, udover når jeg er sammen med mine børnebørn.
Ny plade på vej
Musik er vital for Michael Falch.
Derfor har han brugt coronasituationen til at færdiggøre sit nye soloalbum, “Forår i brystet”, der udkommer til oktober.
– Der ligger formentligt det i titlen, “Forår i brystet”, at vi har levet i et meget medtaget år 2020, hvor vi har været og er stadig frihedsberøvet.
– Det, der sker med os mennesker kloden over, er, at vi opbygger en kolossal indre spænding og et undertryk, at vores længsel må eksplodere, den dag vi endelig bliver sluppet fri, mener han.
Blev corona-crazy
Michael Falch forsøger at holde sig beskæftiget med musikken og sin fodboldklub.
Men af og til må hans børn også hive fat i ham, fortæller han.
– I den hardcore-coronaperiode var der et tidspunkt, hvor de simpelthen syntes, jeg var blevet corona-crazy. Sagde mærkelige ting. Opførte mig underligt. Og isolerede mig mere og mere faktisk.
– Jeg havde et breakdown for 18 år siden, og efter jeg kom tilbage har meget af mit liv gået ud på at holde stress fra livet på alle måder. Det kræver meget af mig. Jeg søger stadigvæk meget ro, men kan være tilbøjelig til at gøre det i overdreven grad og blive endnu mere isoleret, så det får den modsatte effekt. Så der skal rockmusikken redde mig. Igen, håber jeg.
40 års jubilæum
Michael Falch har ikke været uden en scene, siden han var 12 år, og er ikke stand til at beskrive, hvor meget han glæder sig til at stå der igen.
I år er det præcis 40 år siden, at Malurt albumdebuterede. Derfor blev bandet genforenet for at drage på jubilæumsturné henover foråret og sommeren.
En skræddersyet kost og træningsplan – eller genoptræningsplan, som Michael Falch hurtigt retter det til – skulle gøre Malurt’erne i stand til at gennemføre koncerterne med samme energi og intensitet som for 40 år siden.
Tilsammen tabte de 80 kilo og stod skarpt, da de gik på scenen på spillestedet Vega i København tilbage i februar – totalt uvidende om, at de en måned senere måtte sætte turnéen på ufrivilligt pause.
– Vi er gamle, afdankede og alt er hærget i en eller anden grad, men vi blev med hård indsats og store anstrengelser stærke nok til at gennemføre et totimers powerfyldt rockshow i den alder, vi har nu, siger Michael Falch.
– Konditionen og styrken præger den måde, man leverer varen på, og de gamle sange stod stærkere, kan jeg godt tillade mig at sige. Det var mere punket, vildere. Man mister meget undervejs, ungdommen blandt andet, men erfaring kan kompensere for den del. Vi spillede på en eller anden måde hårdere i nogle faser end i gamle dage.
Kæmper med lakridserne
Formen er der stadig, men den bliver nærmest daglig udfordret af finsk lakrids, som Michael Falch kæmper med at holde snitterne fra.
Men han forsikrer, at han og de øvrige gutter i Malurt står knivskarpt i foråret 2021, hvor jubilæumskoncerterne foreløbig er udsat til.
– Og så håber vi, at coronaen er dampet tilpas meget af, til at vi kan være sammen i store menneskemængder, siger Michael Falch.
– Det kan godt være, vi skal have mundbind på, men vi skal kunne stå skulder ved skulder, vi skal kunne hoppe sammen, råbe, skrige og spytte, for at det kan være en ægte Malurt-koncert. Mange kan finde andre og mildere veje og løsninger på det. Men det kan vi ikke, som det gamle rockband vi er.
“10 år på Toppen af poppen” kan ses på TV2 og TV2 Play søndag klokken 20.00.