Mikkel Kessler afslører sin fremtid

Den tidligere danske bokseverdensmester vender tilbage til professionel boksning, bekræfter Team Sauerland.

Mikkel Kessler er tilbage. Foto: Henning Bagger/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere danske bokseverdensmester Mikkel Kessler er tilbage.

Team Sauerland bekræfter ved et pressemøde, at Kessler gør comeback i bokseringen efter fire års fravær.

38-årige Mikkel Kessler har ikke været i ringen, siden han i maj i 2013 led et nederlag til Carl Froch.

Pensionerede sig selv

Kort efter pensionerede han sig selv, men boksesulten vendte tilbage året efter.

Her blev der arbejdet på at arrangere en stor kamp til Mikkel Kessler, men der kom aldrig en aftale i stand, og i juni 2015 valgte Kessler at stoppe karrieren.

Supermellemvægteren har bokset 49 kampe, og han står derfor over for et jubilæum.

Mikkel Kessler havde igennem de senere år af karrieren flere fysiske udfordringer, og blandt andet led han af problemer med synet.

Ved pressemødet fastslog boksepromotor Kalle Sauerland, at der ikke ved pressemødet ville blive sat en dato på Mikkel Kesslers kommende comeback-kamp.

Veloplagt Kessler

En veloplagt Mikkel Kessler tog hurtigt ordet på pressemødet.

– Det er dejligt at sidde her igen. Jeg er glad for, at jeg stadig har en plads hos Team Sauerland. Det har været en lang vej for mig at stoppe med at bokse.

– Jeg ville gerne tilbage, som jeg altid har sagt, det er hjertet, der driver det for mig, siger Mikkel Kessler.

Om baggrunden for at stoppe karrieren i 2015, lød det:

– Carl Froch og Andre Ward ville ikke, og så ville jeg heller ikke. Så har jeg skubbet en barnevogn og fået to dejlige unger, og nu har jeg fået min motivation tilbage, siger Kessler.

Elsker store udfordringer

Efter en træning med en anden bokser for en måned siden gik det pludselig stærkt for Mikkel Kessler, da en idé var født i ham.

– Jeg elsker store udfordringer. Jeg tænkte, nu skal det være. Det er den største udfordring at være væk i fire år.

– Jeg føler, det er tre måneder siden, jeg boksede, siger den tidligere verdensmester i forbundene WBA og WBC.

Store krav til fysikken

Mikkel Kessler er godt klar over, at det stiller store krav til hans fysik at komme tilbage i ringen.

– Jeg er blevet ældre, og kan min krop holde til det?

– Jeg tror på det. Jeg har holdt formen ved lige, og jeg er i vægt, og jeg har altid været i god form.

– Vi skal finde ud af, hvordan reagerer min krop, når jeg presser den meget?

– Der er mange ting, men det er det, jeg vil, og så gør jeg det 300 procent, siger Mikkel Kessler.

Se Ritzaus video fra pressemødet nedenunder…

/ritzau/

Powered by Labrador CMS