Kessler har brugt alle pengene
Boksestjernen erkender, han har været ude i et storforbrug
Mikkel Kessler har tjent millioner i boksekarrieren, der stoppede for 11 år siden, og de fleste af indtægterne erkender han nu, er blevet brugt til tant og fjas.
- Pengene er brugt alle sammen. Jeg er en levemand, og har rejst rundt med familien, og så har jeg også investeret i ’dumme’ biler, afslørede den 45-årige tidligere boksestjerne til Kendte.dk ved receptionen for udgivelsen af hans selvbiografi 'Uden Parader' tirsdag på restaurant ’Donna’ i København.
Kampen mod Calzaghe
Mødet med den ubesejrede verdensstjerne Joe Calzaghe i november 2007 foran 50.000 tilskuere i Wales, og med millioner af seere på pay-per-view over hele verden, var en af karrierens største kampe.
Ifølge hans egne oplysninger i bogen indkasserede han i omegnen af 27 millioner kroner, hvoraf de 16 var tilbage til ham selv, når alt var betalt.
- Jeg var 27 år, og den gav mange penge, men ikke i forhold til i dag, hvor honorarerne er meget større, fortsatte Mikkel Kessler, der trods et stort privat forbrug også er lykkedes med at investere nogle af midlerne fornuftigt ved hjælp af investeringsrådgivere.
Fremtiden ser lys ud
Mikkel Kessler er også medejer af et VVS-firma og et vagtselskab.
Så han og fruen Lea Hvidt Kessler klarer sig fint i dag, og han beskæftiger sig med noget, han virkelig brænder for.
- Jeg har ’Team Kessler’, hvor jeg satser på at give folk en god livsstil - hertil kommer også boksetræning. Jeg elsker at gøre folk sundere, friskere og raskere, lød det fra Mikkel Kessler.