Mille Gori drømmer stort

Mille Gori hører ikke til i en kasse. I hvert fald ikke en firkantet en af slagsen. Og hvis den endelig skal være der, så vil hun bestemme farven

Mille Gori - også kendt som Motor Mille - er aktuel med sin anden børnebog. Budskabet er, at børn kan, hvad de vil.
Udgivet Opdateret

Hun er cirkusprinsesse og entertainer. Danser og tv-vært. Børnebogsforfatter og meget mere. Og så kan hun lige præcis det, hun vil.

En skolelærer fortalte en gang Mille Gori, at hun aldrig ville blive forfatter. Så det blev hun.

- Jeg gider ikke være hende, der fik at vide: "Du har korte ben, så du kan aldrig gøre det her". Jamen det vil jeg gerne, så nu gør jeg det!, siger hun stålsat.

Den 32-årige entertainer, som måske særligt børn kender som Motor Mille fra DR Ramasjang og Cirkus Summarum, har netop udgivet andet bind i børnebogsserien "Pigerne fra Stjernedalen".

Bliver stærkere

Budskabet i bogen er, at børn kan, hvad de vil. For er der noget, Mille Gori ikke bryder sig om, er det at få at vide, at der er noget, hun ikke kan.

Måske opnår hun ikke de ting, hun gerne vil på den mest ligetil eller hurtige facon. Men hvor der er vilje, er der vej, som hun siger. Det er bare med at finde den.

- Jeg tror, man bliver stærkere af at stå ved, at ting kan være svære, for det er den måde, man udvikler sig på, fortæller hun.

I "Pigerne fra Stjernedalen" rejser tvillingpigerne Nete og Nola til Budapest for at besøge det ungarske Cirkus Capatillo.

Fra eget liv

Det er en fortælling om, at man skal gå efter sine drømme. Og at man kan føle sig hjemme alle steder i verden, så længe man har sine nærmeste med.

Og moralen i bogen er noget entertaineren har fundet frem til ved hjælp af erfaringer fra hendes eget liv.

Hun troede engang, at hendes hjem var der, hvor hun havde adresse.

Prinsesse-drømme

Men med tiden har hun fundet ud af, at hun føler sig bedst tilpas sammen med mennesker, der ser hende for den, hun er - en stærk, modig og bombastisk pige med masser af spræl i.

- Jeg hører hjemme alle de steder hvor de mennesker, der elsker mig, og som jeg elsker, er. Jeg kan leve i en taske, fortæller hun.

Mille Gori, der som barn drømte om at blive cirkusprinsesse, føler sig især i sit rette element i alt, der har med cirkus at gøre. Derfor fylder det også meget i bogen.

- Jeg tror at budskabet bliver stærkere, når det er noget man selv er passioneret omkring.

Mange kasser

Og budskabet - at man kan, hvad man vil - er vigtigt. For det kunne have haft fatale følger, da hendes lærer fortalte hende, at hun aldrig ville blive forfatter, fortæller hun.

- Hvis man som barn ikke har den mor og far med den energi, som jeg havde, så tror jeg, rigtig mange børn ville have tænkt: "Nå, men så kan jeg jo ikke det", fortæller hun og fortsætter:

- Jeg er blevet proppet i mange kasser, men jeg kan love dig for, at jeg også er kravlet ud af dem igen.

Mille Gori er både travlt karrieremenneske, veninde, datter, kæreste og bonusmor. Og det kan måske lyder overvældende, men det er det faktisk ikke, fortæller hun.

Betyder ikke noget

- Jeg er chef i mit eget liv, og jeg gør de ting, som gør mig glad. Og når man gør ting, som får en til at smile, når man vågner om morgenen, så er det faktisk overraskende nemt at balancere, fortæller hun.

Det betyder dog ikke, at hun ikke taber bolden på gulvet en gang imellem, som hun selv udtrykker det.

- Jeg har mistet mange venskaber på min vej. Særligt i mine sene teenageår og i starten af tyverne. Det var vildt svært for mig på det tidspunkt, fortæller hun.

Tage chance

I den periode var Mille Gori ved at finde ud af, hvem hun var. Og selv om det dengang gjorde ondt, har hun nu fundet ro i, at ikke alle venskaber kan eller skal bære, at man forandrer sig gennem livet.

- Man skal nogle gange tage en chance for at finde ud af hvilken retning, man skal. Det skal man også med venskaber, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg tror, jeg er blevet for gammel og bevidst om, hvad jeg gerne vil. Så hvis jeg skal have mennesker tæt på mig i mit liv, så skal de være der fordi, de ser mig, for hvem jeg er, fortæller hun.

Stopper aldrig

Hvem hun er kan udvikle sig hele tiden. Sådan har hun opbygget sin tilværelse. Hun vokser hele tiden i nye retninger og følger ligesom bare med, fortæller hun.

Og hun stopper aldrig med at drømme, slår hun fast.

Den 32-årige entertainer føler absolut, at hun har opfyldt sin barndomsdrøm om at blive cirkusprinsesse. Til sommer er det nemlig 10 år siden, at hun trådte ind i arenaen i Cirkus Summarum som Motor Mille.

Starter cirkus

Og næste gang hun stikker af med et cirkus, så bliver det hendes eget.

- På et tidspunkt når jeg kan mærke, at tiden er der, og det føles rigtigt, så kommer der noget, der hedder "Cirkus Mille". Alt andet ville være skørt, fortæller hun og uddyber:

- For jeg er et omvandrende cirkustelt i min påklædning, og min hjerne er skabt til at fortælle historier.

Mille Gori

Gori medvirker i en række populære børneprogrammer som bl.a. Børnebanden, Monster Buster og Cirkus Summarum. Hun har fået sit eget program som Motor Mille. Hun er kendt som lidt af en drengepige,

Hun medvirker også i julekalenderen Det Store Eksperiment som er Viaplays første egenproducerede børneprogram.

Hun har været med i både Evita og Den lille havfrue i Musikteatret Holstebro.

I 2020 deltog Mille Gori, som dansekaptajn og dommer, i underholdningsprogrammet Den Vildeste Danser på TV2.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS