Milliardær afslører psykisk lidelse på TV

Som vært for NBC's kendte sketch-show "Saturday Night Live" fortalte Tesla-milliardæren åbent om sin sygdom

Mange-milliardæren Elon Musk lider af Aspergers Syndrom. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Seere til det amerikanske tv-show “Saturday Night Live” (SNL) skulle ikke vente længe, før milliardæren Elon Musk kom med sin første opsigtsvækkende bemærkning, da han natten til søndag dansk tid var gæstevært for NBC-programmet.

I løbet af sin indledende monolog fortalte Tesla-stifteren, at han “er den første person med Aspergers, der er vært for “Saturday Night Live”. I hvert fald den første til at indrømme det”, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Komiker og tidligere medlem af SNL-holdet Dan Aykroyd har dog i tidligere interview sat ord på, at han er blevet diagnosticeret med mild Aspergers. Han var vært for tv-showet i 2003.

Aspergers Syndrom er en form for autisme, som kan gøre det svært at begå sig socialt. Først i 1994 fandt man frem til diagnosen Aspergers, som blandt andre klimaaktivisten Greta Thunberg også har fortalt, at hun er diagnosticeret med.

Tror I jeg er afslappet

Elon Musk, som foruden at have skabt Tesla også ejer det private rumfartsselskab SpaceX, jokede også med, at han ikke er helt som alle andre.

– Til alle jeg har fornærmet, vil jeg bare sige: Jeg genopfandt elektriske biler, og jeg sender mennesker til Mars i raketter. Troede I, at jeg ville være en afslappet, normal fyr?

I sin optræden som vært for det ikoniske sketch-show kom Elon Musk, der er blandt verdens rigeste mænd, også med kommentarer om kryptovalutaen “dogecoin”, som sendte den digitale valuta i frit fald.

Tidligere har Musk været med til at sende værdien af “dogecoin” i vejret med sine udtalelser, men i løbet af tv-programmet blev han spurgt, om valutaen var en joke, hvortil han svarede “ja, det er et fupnummer” og grinede.

Blevet far

Ifølge avisen The Guardian fik det kryptovalutaen til at falde med 28 procent.

Musk og hans partner, musikeren Grimes, blev forældre for et år siden. Sønnens navn, X Æ A-Xii, har tidligere udløst undren. Som vært fik navnet en joke med på vejen:

– Det udtales: Kat der løber hen over tastatur.

“Saturday Night Live” har været vist siden 1975 og er et af de mest kendte tv-shows i USA. I 2019 blev statsminister Mette Frederiksen (S) karikeret i en sketch.

Aspergers syndrom

Aspergers syndrom (AS), eller blot Aspergers, er en diagnose inden for autismespektrum-forstyrrelser (ASF), som er karakteriseret ved betydelige vanskeligheder med social interaktion og nonverbal kommunikation (såsom kropssprog, mimik og øjenkontakt), kombineret med begrænsede og/eller gentagelsesprægede adfærdsmønstre og interesser.

Diagnosen adskiller sig fra andre forstyrrelser på autismespektret ved, at den oftest ikke forstyrrer den sproglige og kognitive udvikling, selvom sprogbrug hos folk med AS kan inkludere betydelige anormaliteter.

Selvom det ikke er nødvendigt til diagnosticering, er fysisk klodsethed og atypisk sprogbrug ofte rapporteret som ledsagende symptom for syndromet.

Den nøjagtige årsag til Aspergers er ukendt. Selvom forskning antyder, at der sandsynligvis er en genetisk basis, er der ingen kendt genetisk årsag.

Kilde: WikipediA

null
Powered by Labrador CMS