Milliardær i retten i kendt sag: Konen død
Milliardæren Tom Hagen blev anholdt i en storstilet aktion tirsdag. Han er sigtet for drab på sin kone, der har været forsvundet siden 2018.
Dørene i Nedre Romerike tingrett er blevet lukket onsdag, hvor den norske milliardær Tom Hagen kræves varetægtsfængslet sigtet for drab på sin kone Anne-Elisabeth. Dermed er det begrænset, hvad offentligheden kan få indblik i.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Herunder hvorfor politiet mener, at Hagen har dræbt eller været medvirkende til at dræbe konen, der har været savnet siden 2018. Ifølge det norske nyhedsbureau NTB begyndte retsmødet klokken 12, hvor sigtelsen blev læst op.
Anklageren kræver, at han bliver fængslet i foreløbigt fire uger. Hagens forsvarsadvokat, Svein Holden, vil derimod kræve ham løsladt. Forud for retsmødet fortalte Holden, at Tom Hagen fastholder, at han er uskyldig. Desuden er advokaten ikke imponeret, efter at han har fået indblik i sagens dokumenter.
– Ja, hvad skal jeg sige. Man må jo være ærlig, og efter min opfattelse er dette et særdeles spinkelt grundlag for at anholde, sagde Holden ifølge NTB. Han forventer, at klienten bliver løsladt efter forhøret.
Storstilet aktion
70-årige Tom Hagen blev anholdt tirsdag morgen omkring klokken 8.30 foran sit hjem i Oslo, hvor fra konen også forsvandt. Ved en stort anlagt aktion, hvor gader blev spærret, lykkedes det for norsk politi at pågribe den 70-årige Tom Hagen, der kørte i sin bil.
Anne-Elisabeth forsvandt om morgenen den 31. oktober 2018. Det sidste livstegn var en telefonsamtale med et familiemedlem ved nitiden. På det tidspunkt skal Tom Hagen have været på arbejde i nærheden af hjemmet.
Politiet fortalte tirsdag på et pressemøde, at det ikke kan fortælle noget om, hvad Tom Hagens motiv til drabet kan være.
Til gengæld blev det afsløret, at politiet har en klar formodning om, at drabet har været planlagt i lang tid. Hvorfor kan vi ikke få at vide.
Erklæret død
Anne Elisabeth Hagen blev tidligere i år erklæret død. Oprindelig blev sagen behandlet som en bortførelse, og der blev udlovet dusører og alverdens tiltag blev sat i værk. Tom Hagen har løbende samarbejdet med politiet.
De påståede bortførere gav aldrig lyd og efterlyste ikke løsepenge, så til sidst opgav politiet at arbejde videre med den vinkel. Det fik også politiet i Oslo til at erklære, at fru Hagen med al sandsynlighed var død.
Kriminalteknikere, der efterforskede sagen og dermed parrets hjem, fandt blodspor fra Anne-Elisabeth Hagen. Desuden modtog Tom Hagen et trusselsbrev, hvori det stod, at han skulle overføre løsesum – ellers ville konen blive dræbt. Men kidnapperne henvendte sig aldrig igen.
I 1992 var Tom Hagen ifølge Aftenposten med til at grundlægge energiselskabet Elkraft, der i dag sælger strøm til kunder i hele Norden. Selskabet blev en kæmpe succes, og i 2018 omsatte det for 1,75 milliarder danske kroner.
Derudover har Tom Hagen investeret i ejendomme i området og har stiftet flere firmaer.